Archive for juni 2009

h1

Nyt Interweave

juni 25, 2009

Oh, det nye Interweave Crochet ser godt nok lækkert ud. Kan godt lide at der er mange projekter til en lille hæklenål, så man faktisk kan lave noget der falder pænt og ikke er helt stift og kluntet.

Er ret vild med Summer Petals Cardigan, Summer Splash Dress og Orphan Scarf.

Det mærkelige er så, at jeg ikke kan huske om jeg abonnerer på det? Og jeg kan ikke engang undskylde det med ammehjerne længere…
Update: Det kom ind af døren i går, så jeg abonnerer altså på det. Herligt!

h1

Zebrataske færdig!

juni 1, 2009

Så nåede tasken lige at blive færdig, idet sommeren kom! Brugte den allerede i går, selvom stropperne ikke var hæklet helt færdige. Det kunne jeg så gøre, mens jeg nød solen og garnet lå i tasken.

2009-06-01_10.01.32

Jeg er svært tilfreds med den, selvom den har noget indbygget glitch i kraft af at endestykkerne ikke havde ensartet farve – så kommer der nogle sjove kanter. Jeg synes, det er fint nok – så kan man da se den er hjemmelavet! Den kan lige rumme det mest fornødne til en slentretur i solen. Jeg endte med at hækle den sammen fremfor at sy, så alle de løse ender og løkker er “forsvundet”. Læste et sted på nettet at det gør sømmene noget stærkere og det er jo vigtigt i en taske. Jeg tror ikke jeg vil fore den foreløbig, men kunne nu være flot med fx prikket stof og måske ville jeg komme til at bruge den mere? Vi får se.

Ellers har jeg solgt en opskrift mere, så jeg er pavestolt :-) denne gang er det til et garnfirma, kan ikke rigtig få armene ned og det gør det jo noget besværligt at hækle ;-) Det er en sød, lille kjole til småpiger, som jeg tidligere har nævnt i forbifarten.

h1

Om at hækle tæpper i oldemorfirkanter/bedstemorfirkanter

juni 1, 2009

Det er skønt at hækle firkanter til et tæppe. Der er sådan en rar følelse af at gøre noget færdigt, hver gang man afslutter en firkant. Og så kan de stables… og man kan lægge dem ud på gulvet og lege med farverækkefølger…

Men, men men… personligt synes jeg det er et rent helvede at sy eller hækle firkanterne sammen til sidst. Det er kedeligt, trivielt, frygteligt! Hvis du har det ligesom mig, er du måske villig til at ofre glæderne ved stabler af firkanter for en teknik, hvor man hækler firkanterne sammen undervejs. Som bonus skal det nævnes at sømmene også bliver langt stærkere af det. :-)

Og hvad hedder det egentlig? Bedstemor- eller oldemorfirkanter?