Sidse har hæklet Bølger til halsen fra “Hæklede gaver”. Hun har hæklet den i ensfarvet, som får mønsteret til at træde endnu tydeligere frem. Jeg synes den er blevet rigtig fin.
Eftersom modellen fik den jeg hæklede til bogen, mangler jeg jo selv nogle bølger til halsen og jeg tror jeg vil hækle en ensfarvet version til mig selv snart. Den er perfekt her i det tidlige forår, når man længes efter at smide tørklædet, men det endnu ikke helt er vejr til det.

Det Sidse også har bemærket er, at jeg hækler meget, meget løst
Det betyder, at når du hækler efter mine opskrifter, vil du måske opleve, at du skal bruge en langt større nål for at få den samme hæklefasthed. I “bølger til halsen” betyder det ikke så meget, man fortsætter bare indtil den passer til halsen. Men Sidse skulle altså hækle en del flere rækker end jeg, for at få den til at nå rundt.
Hvis du også har hæklet noget fra en af bøgerne, vil jeg være glad for at se det og vise det her på bloggen!