Archive for the ‘Hækling møder verden’ Category

h1

På krea-messe

30. oktober 2011

Har været i Fredericia til Kreative dage hele dagen med Julia og en masse andre garngale kvinder. Ihhh hvor har det været hyggeligt.

Jeg sad en times tid på Tante Grøns stand og viste modeller og teknikker fra 3-d hækling og fik snakket med en masse hæklere og bloggere – det er stadig en underlig fornemmelse at signere bøger, men jeg elsker at møde andre hæklere og snakke om hækling, så sjovt var det. Julia sad ved siden af og hæklede store spiraler i zpaghetti. Med nål 10 kommer man hurtigt langt omkring!

Jeg spottede et enkelt 3-d projekt hos Garnheksen – læg lige mærke til den seje knap, hvor man selv kan sætte garn på. Det er “Et enkelt efterårsblad” fra 3-d hækling. Fedt i pink og elsker at se mine designs i brug 🙂

Og så var jeg lige ovre på Rasmillas stand og hænge ud og gramse på garnguf. Jeg var også på workshop med Charlotte Kaae  i flerfarvestrik – men lavede dog flerfarvehækling i stedet… jeg lærte at lave magiske nøgler og at spytsplejse garn, og hvis jeg ellers har mere mundvand tilbage efter at have savlet over garn en hel dag, er det noget jeg kommer til at gøre en hel del fremover, for det er da smart.

Hun har skrevet boget “Krydret strik” som er et rent farveorgie, så hvem ved måske kommer der til at være lidt mere krydret hækling fremover! Blev i hvert fald meget inspireret. Måske jeg endda en dag kaster mig ud i flerfarvestrik. Hun har jo lavet instruktionsvideoer, så det må være til at finde ud af.

 

På Tante Grøns stand kunne man også se et design jeg har lavet til dem – en blomstereng. Det er et stort arbejde at hækle, men det er jo det samme med alle andre tæpper hæklet i mange farver. Det er i hvert fald nogle fine blomster, som man bliver i godt humør af at hækle. Oprindeligt havde jeg hæklet i Drops paris, men en af tanterne har været så sød at hækle det i deres egen Havblik og fint er det blevet. Hvis man ikke orker et helt tæppe, har de også lavet børnetøj, hvor blomsterne er brugt, man kan fx lige skimte en lille kjole nederst til højre i billedet.

Nu tror jeg nok jeg vil smække benene op og lege lidt med “krydret flerfarvehækling” – er der mon en krimi i fjerneren?

h1

3-d i Frederica

27. oktober 2011

Hvis du kommer forbi Kreative Dage i Fredericia, kan du finde mig på Tante Grøns stand mellem 11 og 12 om søndagen, hvor jeg vil sidde og hækle og på Rasmillas stand om eftermiddagen – også med en hæklenål i hånden! Hils på og spørg endelig om teknikker. Jeg har også nogle modeller fra 3-d hækling med, som der gerne må gramses på. Jeg håber vi ses 🙂

h1

Påkrogen i Gavstrik

26. april 2011

Uha, er blevet interviewet til Gavstrik, hvor “Hæklede gaver” og “Blødt til baby” også bliver anmeldt. Det bliver godt nok spændende at se, hvad de skriver. Interviewet handler lidt om, hvor jeg får inspiration fra, og hvordan jeg får tid til at hækle. Jeg afslører også en lille smule om det næste hæfte, som jeg går og pønser på. Så hvis du er interesseret i svar på de spørgsmål, så læs det næste nummer af Gavstrik! Du kan måske også være heldig at se et foto af min vindueskarm med “kreativt rod” 😉

h1

Hækl med din iPod eller iPhone

3. november 2009

Nu er der ingen undskyldning længere. Nu skal du lære at hækle, strikke og sy på iPod eller iPhone med programmet Easy stitch 1.0

Endnu en grund til at man må have sådan en fætter (har en iPod, men iPhone har jeg ikke investeret i endnu). Den er så dyr… men måske er den så lækker at den er pengene værd?

h1

Husk altid dit hækletøj

12. april 2009

“Det 98-årige jordskælvsoffer Maria D’Antuono blev reddet ud af ruindyngerne i byen L’Aquila og spurgt, hvad hun foretog sig under de 30 timers indespærring: “Jeg hæklede“. (Politiken)

Ja, hvad ellers! Så husk altid dit hækletøj, man ved aldrig, hvad der kan ske.

h1

Pay it forward

5. december 2007

Jeg blev fristet til at deltage i denne hyggelige leg af Dottelot.

Reglerne er simple – kun 2 krav skal opfyldes
– Du skal ha’ en blog, så du også kan sprede budskabet.
– Du skal sende dine egne 3 hjemmelavede gaver afsted, inden november 2008.

De første 3, der reagerer på dette indlæg, bliver dem der får tilsendt en hjemmelavet gave fra mig. måske får du den snart – måske går der måneder – men jeg lover at du får din gave inden vi når til november 2008.

h1

Hvad har edderkopper og hæklere til fælles?

19. november 2007

Det har du sikkert tit tænkt over. Svaret finder du her.

h1

Hækling i kulturtidsskriftet Sentura

14. november 2007

I næste uge (mere præcist  fra den 19. november kl. 00.00 til den 25. november kl. 23.59) er der sat et interessant eksperiment i gang af kulturtidsskriftet Sentura. Jeg og 5 andre er blevet inviteret til at blogge løs i en uge, og ud af det skal Sentura nr. 24 redigeres frem. Jeg har tænkt mig primært at skrive om hæklerelaterede emner, så følg med her – jeg tror det bliver sjovt! Udover mig deltager 2 forfattere, 1 fotograf, 1 pressechef og 1 debattør. Og alle har selvfølgelig mulighed for at kommentere.

For at løfte sløret lidt kan jeg fortælle, at den første post nok kommer til at handle om, hvad hæklere og edderkopper har tilfælles. Et emne, der optager mange… 😉