Jeg har ikke set så mange hækle ponchoen fra 3-d hækling rundt omkring – eller også skilter folk bare ikke så meget med det. Så derfor vil jeg lige vise en der har hæklet den ovre i USA. Hun ser knagme godt ud i den, den gode Kim Huston. som har hjulpet mig med at tilrette poncho-opskriften til amerikansk. Læg mærke til at hun bruger et læderbælte til ponchoen. Det ser rigtig godt ud og giver en god kontrast, det gør jeg også tit med min. En poncho er perfekt i det skønne forårsvejr!


Archive for the ‘Mine opskrifter – hæklet af …’ Category

Min poncho på amerikansk
23. marts 2012
Busters mors nevøs sparkedragt
14. februar 2012Laura fra Busters mors verden har hæklet sparkedragten i kvadratmønster fra Blødt til baby i en lækker blå farve.

Det kan jeg kun bifalde
Min datter boede i den de første par måneder af sit liv. Oh, de små tæer der stak ud forneden. Lige til at spise…

Mutti spaguttis smukke hæklerier
6. februar 2012


Gitte med bloggen Mutti spagutti har hæklet de fineste ting fra mine bøger. To forskellige halsedisser fra “Hæklede gaver” og en hue fra “3-d hækling” – og det ser bare så fedt ud! Det allerstørste er dog at hendes mand også gerne vil have en bølgehue. Oprindeligt lavede jeg den i to versioner – en til damer og en til herrer, som var lidt kortere. Nu er det jo ingen hemmelighed, at herren her i huset ikke er den store elsker af hæklede huer, så jeg droppede ideen igen og fotograferede den kun på min kusine og min datter til bogen. Men hvor er det fedt at Muttispaghettis mand gerne vil have en, og jeg glæder mig til at se den på (hvis man får lov!)
Skønt at se opskrifterne i brug!

Smuk, smuk kimono hæklet af Trinetusindting
3. februar 2012Er nødt til at dele den her med jer, for den er så smuk! Trinetusindting har hæklet kimonoen fra “Blødt til baby”, og den er bare blevet så lækker. Så nu tænker jeg kun på at få lavet den i større størrelse til Luna. Jeg er lige blevet genforelsket i kanten, som er så knivskarp og lækker. Ah, selvfedme lige fra om morgenen. Det kræver en kop kaffe.
Se flere detaljer og andre smukke sager ovre hos Trinetusindting.

Hæklet cape a la Sylvia
15. november 2011Den skønne Sylvia, som jeg mødte på Fanø Strikkefestival har hæklet capen fra 3-d hækling i en smuk grøn. Se lige hvor laber hun er:
Jeg bliver så glad og stolt når jeg ser det!

En hel masse hæklet af Henriette
9. september 2011Henriette Find har sendt mig en sød mail med fotos af en hel masse ting, hun har hæklet efter mine opskrifter. Den blev jeg rigtig glad for – det er altid så dejligt at se opskrifterne brugt. Nu vil jeg lige vise de fine ting frem:
Hun har hæklet smækbukserne fra Hendes Verden i Drops alpaca. Det garn der er brugt i opskriften var et værre filtrehelvede, så jeg vil helt klart anbefale af bruge fx Drops alpaca, Arwetta eller lignende. Nårh hvor er det en sød unge med nogle seje bukser
Hun har hæklet undertrøjen fra Blødt til baby i Baby alpaca silk fra Drops. Hun har lavet den med ekstra brede stropper og det ser godt ud. I bogen er den hæklet i angora, som er superlækkert, men her bliver strukturen mere tydelig og det kan jeg godt lide.
Og hun har endda også hæklet vesten fra På pinde og nåle. Sejt!

Minikjole i muslingemønster hæklet af Rikke
2. september 2011Rikke fra nørkletøserne har hæklet Minikjole i muslingemønster fra “Blødt til baby”. Som så mange andre er hun stødt på det problem, at jeg hækler med meget løs hånd, og det kan gøre det svært at få størrelsen til at passe for folk der hækler strammere. Så husk, hvis du hækler noget efter en af mine opskrifter: Prøv med en hæklenål, der er 1-3 mm større end den jeg har brugt!
Rikke har bare tweaket opskriften lidt og desuden hæklet en muslingekant forneden i stedet for krebsemasker, og det er jo supersødt!
Det er den første version jeg har set i de originale farver, og det er jeg jo glad for. Jeg synes selv at lige præcis denne farvesammensætning af den koralfarvede og den rosa tweed er ret fed.
Desværre udgår Lucca fino nu fra BC garn (den koralfarvede), men det kan erstattes af fx Rasmillas yndlingsgarn, Drops alpaca, Filcolana arwetta og lignende. Semilla fino kan man stadig få.

Minikjole med muslinger fra “Blødt til baby” hæklet af Thinkingspace
15. august 2011Se lige denne version af muslingekjolen fra “Blødt til baby”. Her er den hæklet af Erika fra Thinkingspace. Farverne er meget, meget spiselige og garnet er en lækker blanding af uld og bomuld fra Garnudsalg. Lige præcis blandingen af uld og bomuld er langt mere velegnet til hæklet beklædning end ren bomuld. Ren bomuld skal være virkelig tynd for at den er værd at hækle af – eller bliver det noget stift og tungt noget.

Muslingekyse fra “Blødt til baby” hæklet af Farmorfabrikken
15. august 2011Se hvor fin kysen kan være i en smuk blå farve. Den er hæklet af Farmorfabrikken, hvor der bliver hæklet mange fine ting. I bogen har jeg lavet den med en kontrastfarve i kanten, men den er meget fin i helt ensfarvet. Denne hue har en særlig plads i mit hjerte, fordi jeg oprindeligt lavede den til min egen lille Luna. Elsker at se den i nye versioner
Kan en dreng bruge en hæklet kyse? JA DA
Kan piger gå i blåt? JA DA

Kimonotrøje fra “Blødt til baby” hæklet af Hanne
28. juli 2011Elsker gul for tiden, så blev helt glad i låget da jeg så denne version af kimonojakken.
Hanne bemærkede at ærmerne var alt for lange, så hold øje med det, mens du hækler. Det er fint med opsmøg, men selvfølgelig ikke helt op til albuen!














