h1

Fanø!

25. september 2011

Lidt træt efter en herlig weekend til Fanø strikkefestival. Det var en fest i garn, strik, hækling og skønne kvinder!

Hvad laver så en inkarneret hækler til en strikkefestival? Tjaa – “strik” skal her forstås på den brede måde, som “at lave noget med garn”, for der var nemlig også hækling, gimpning, filt og meget andet.Blandt andet fik jeg gramset på Trine Bertelsens lækre modeller – hun har lavet en fed hæklet poncho og nogle superlækre hæklede tørklæder. Og hendes strikmodeller er bare endnu mere wow. Billeder? Det havde jeg åbenbart ikke tid til. Beklager.

Det bedste var næsten af sidde i solen ved forsamlingshuset og se den ene efter den anden promenere forbi i strikkede og hæklede modeller. Og på en strikkefestival er der ingen, der løfter et øjenbryn, når man i fuldt firspring løber efter en vildtfremmed kvinde og roser hendes fantastiske strikjakke. Her var man blandt ligesindede, og de fleste gik rundt med et saligt “jeg er i garnhimlen”-smil. Jeg fulgtes jo med Julia Zahle og hun kender gud og hvermand, så vi kunne nærmest ikke gå 50 m uden at støde ind i bloggere og andet godtfolk. Vildt hyggeligt at møde folk, som man har læst i flere år.

Indtil denne weekend har jeg været en håbløs strikker. Jeg kunne lige klare at strikke ret – så snart jeg prøvede at strikke vrang, så det ud som strikketøjet var mølædt. Og strik er ikke så spændende, hvis man kun kan strikke ret. Så det har jeg udskudt på ubestemt tid. Men Julia lærte mig lige en anden måde at strikke vrang – vupti. Hold da op hvor smart! Så nu kan jeg sørme strikke.🙂

Som hun siger, så er det jo “overhovedet ikke svært”. Så hun kastede mig straks ud i snoninger. Og efter hendes anvisninger strikkede jeg så snoninger, og jeg lærte også at lave et hul, og det gik bare fint. Jeg var meget stolt af mit selv og glad… indtil jeg opdagede at jeg havde strikket noget der ligner… tja, døm selv.

Det blev så startskuddet til et større grineanfald. I løbet af aftenen blev min strikkede lap døbt “Fjappelappen” og der blev snakket strikkefasthed osv. Åh ja, man skulle nok have været der.

Hvor var det skønt at nørde igennem og møde så mange dejlige mennesker! Det bliver ikke sidste gang, jeg skal til strikkefestival. Jeg glæder mig allerede til at læse reportager på andres blogs, så jeg kan genopleve stemningen.

PS – jeg fandt sørme lige en lille billedreportage fra Fanø og hvem ser man her? MIG – der køber min første rundpind!!! ha ha. Og hvad har jeg på? Min dejlige hæklede poncho som jeg boede i hele weekenden og som er en af opskrifterne i min kommende bog. Mere om det ved en anden lejlighed.

5 kommentarer

  1. Waru det lyder fantastisk med sådan en garnweekend. Jeg ville også have været i himlen der. Tillykke med din strikkefjappelap – det er eddermame godt strikket af en, der lige har lært vrang. Af en eller anden grund, falder strik også mig utroligt svært. Jeg får lyst til at strikke engang imellem, og når jeg så har sat et projekt igang, kan jeg simpelthen ikke vente med at blive færdig igen – og komme igang med noget hækling🙂

    Ponchoen ser rigtig flot ud – glæder mig til at se den mere tydeligt.

    Kh Rikke


  2. He he, ja det er sørme dig, der køber redskaber til din måske næste store passion, strik??
    Det er en super fed poncho du har hæklet og gennemført smart detalje med bæltet som er valket og hæklet i samme materiale som selve ponchoen. Så smart!!

    God dag Stine


  3. Ha ha, ja nu må vi se hvordan det går med strikken. Jeg har i hvert fald lyst til at lave mere.
    Tak for ros til ponchoen – jeg er også selv helt vild med den. Jeg går og pønser på en ny en, men må hellere koncentrere mig om at få bøgerne færdige.. det nærmer sig , det nærmer sig. Har lige talt med trykkeriet i dag. Uh, det bliver spændende!


  4. Nå så det var dig, jeg hilste på…. pænt goddag igen. Jeg fik aldrig hørt hvad det var du fortalte om edderkopper på fjernsynet…
    Fin lap – jeg har engang lavet tilbehøret dertil
    http://striktilmarsvin.blogspot.com/2006/05/pikant-strik.html

    Glæder mig til at se din nye bog!
    kh
    Linda


  5. Hej igen, Linda🙂
    Ja, det var lidt hektisk af og til derovre, men sjovt
    Ahahaha den kan jeg godt huske, ja den passer jo perfekt til.

    Kh Sidsel



Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: