Archive for the ‘Bog: 3d-hækling’ Category

h1

Rettelse til “Cape i muslingemønster”

31. oktober 2011

Jeg skriver i opskriften, at du ikke skal vende i denne opskrift, men det gælder kun for rullekraven! I muslingemønsteret skal du vende, for at få det til at se ud præcis som på billedet. Jeg beklager og håber det ikke har skabt for mange frustrationer!

Mønsteret er deleligt med 4… det betyder at du i starten skal slå 72 (76) 80 (84) lm op. Hvis du bare følger opskriften får du blot en musling ekstra, så det er ingen katastrofe.

6: 3 lm, 4 stm i første m. *Spring 3 m over og hækl 1 fm  i næste m, spring 3 m over, 9 stm i næste m*. Gentag fra * til * rækken ud, idet der hækles 4 stm i sm m, som du begyndte i. Km øverst i 3-lm-kæden.

Efter rk. 8 skriver jeg at du skal gentage rk. 8 – men du skal faktisk gentage rk. 7-8.

h1

3-d i Frederica

27. oktober 2011

Hvis du kommer forbi Kreative Dage i Fredericia, kan du finde mig på Tante Grøns stand mellem 11 og 12 om søndagen, hvor jeg vil sidde og hækle og på Rasmillas stand om eftermiddagen – også med en hæklenål i hånden! Hils på og spørg endelig om teknikker. Jeg har også nogle modeller fra 3-d hækling med, som der gerne må gramses på. Jeg håber vi ses 🙂

h1

Kom til workshop i 3-d hækling i morgen!

25. oktober 2011

Gør lige lidt mere reklame for 3-d workshoppen i morgen i Sommerfuglen fra 18.30 -21.30. Pris 175 kr inkl kaffe, the og sødt.

Denne aften arbejder vi med alle mulige måder at skabe tekstur i hækling fra simple ribmønstre til flæser, knopper og snoninger! Der er mulighed for at at få hjælp til opskrifterne fra bogen “3-d hækling” og så vil jeg også vise et par generelle tricks, der får din hækling til at gå nemmere og se mere proff ud.

I forbindelse med workshoppen får deltagerene en gratis opskrift på et par pulsvarmere i 3-d. En helt ny opskrift, som ikke er i nogle af bøgerne. Lokke, lokke…

h1

Hakning og gobelinhækling

21. oktober 2011

Har været på indkøb… jeg er nok lidt af en tekniknørd. Det tænder mig at lære nye teknikker. Længe har jeg tænkt på de her to gamle teknikker og leget lidt med tanken, men nu skulle det være, og jeg har investeret i bøger og udstyr. Jeg glæder mig til at lege!

Mens jeg venter på mine seje hakkenåle, vil jeg gå i gang med gobelinhækling. Det er i øvrigt lidt sjovt… på svensk hedder det påtning eller smygmaskvirkning, på norsk pjoning, men på dansk hedder det gobelinhækling. Pretentious, moi?

Jeg tror jeg vil kalde det kædemaskehækling.

 

 

Og se her, de første har allerede hæklet et par ting fra 3-d hækling!

Julia har hæklet efterårsblade og en sløjfe

Jeanetta har hæklet huen i bølgemønster

h1

Tillykke til vinderne af 3-d hækling!

13. oktober 2011

Så har jeg sendt en masse bøger afsted til garnforretninger og andre der skulle have. Og nu blev der lige tid til at trække to heldige kvinder som får hver et eksemplar af 3-d hækling. Tada..

 

Husk der er  boglancering i garnforretningen Sommerfuglen på Vandkunsten i København i morgen kl. 15. Det vil glæde mig at se dig!

 

Tillykke til Malene med bloggen kreakriller og til Lisa Tolstrup. Jeg håber I får glæde af jeres bog! Og tak til alle, der ville være med, sikke en masse gode ideer. Så selvom du ikke var heldig at vinde, kan du jo være heldig at din ønskeopskrift pludselig ser dagens lys 🙂

 

 

h1

Venter…

13. oktober 2011

I dag er det sidste chance for at deltage i min give-away, for jeg går og venter på 400 kg bøger. Som kommer ind af døren i dag. Som i snart. Som i sommerfugle i maven.

h1

Give away!

5. oktober 2011

For at fejre udgivelsen af efterårets to bøger “Strikkede gaver” og “3-d hækling” udlodder jeg 2 eksemplarer af 3-d hækling. Du skal blot skrive, hvad du virkelig godt kunne tænke dig en hækleopskrift på i kommentarfeltet, så er du med i lodtrækningen. Hvis du lægger et link (og du må hjertens gerne låne billedet!) på din blog, deltager du med et ekstra lod.

Du finder  Give-aways på “Strikkede gaver” her og her. Held og lykke!

Update: Vinderne er nu trukket, men forslag til opskrifter er altid velkomne 🙂

h1

Teaser – kommer snart til en garnforretning nær dig!

5. oktober 2011

Om alt går vel kommer “Strikkede gaver” og “3d- hækling” i en masse pakker hjem til mig i slutningen af næste uge. Det betyder at bøgerne rammer garnforretningerne i efterårsferien!
Her en lille teaser til bøgerne. Det er ikke alle modellerne der er vist. Der er i alt 13 modeller i “3-d hækling” og 14 i “Strikkede gaver”. Jeg glæder mig vildt til at stå med dem i hånden!

Opdatering! Bøgerne udkommer d. 14/10 og samme dag kl. 15 er der boglancering i garnforretningen Sommerfuglen på Vandkunsten i København. Det vil glæde mig at se dig!

Hvis du har en garnforretning og gerne vil forhandle bøgerne, så er du meget velkommen til at henvende dig: Sidsels@gmail.com eller 61278560

h1

3d-hækling udkommer i oktober

29. september 2011

Uh, hvor har jeg glædet til at vise denne frem. 🙂 Endnu viser jeg ikke fotos af alle modellerne, men det kommer ganske snart. Her viser jeg bare lige forsiden på min kommende bog, som udkommer i oktober.

Det som hækling tit bliver anklaget for: At blive for stift og for tykt, kan man udnytte til en fordel. Med hækling kan man nemlig let opnå masser af tekstur.
I dette hæfte finder du 13 opskrifter på forskellige accessories og beklædningsgenstande. De har alle det til fælles, at de har tekstur – i nogle tilfælde er den kraftig, i andre tilfælde mere subtil.

Jeg er så spændt som et lille barn før juleaften 🙂

 

h1

Bestilling af bøger

8. marts 2011

Du kan købe bøgerne en række steder, hvor du bare kan køre dankortet igennem – ding!

Du er også velkommen til at købe bøgerne direkte fra mig i min butik på amio.dk . De koster 100 kr + porto  pr. stk.

Portoen er 21 kr for 1-2 bøger. Du kan også komme forbi og hente dem hos mig på Nørrebro, hvis du vil spare portoen – så kan du endda være heldig at blive budt på en kop kaffe 😉

Eksempler fra 3-d hækling:

13 hækleopskrifter med form, fylde og kant.



Eksempler fra Strikkede gaver:

14 strikkeopskrifter på accessories der er velegnede til gaver.

Eksempler fra Blødt til baby:

Hækleopskrifter på beklædning og legetøj til babyer.

Eksempler fra Hæklede gaver:

Hækleopskrifter på accessories der er velegnede som gaver.