Archive for the ‘Bog: Hæklede gaver’ Category

h1

Rettelse til en uden ærmer

2. oktober 2012

Puha, der er nogle slemme fejl i opskriften til den lange variant af “Til en uden ærmer” i “Hæklede gaver”. Jeg beklager de frustrationer det har medført – nu ved du at det ikke var dine evner, der fejlede, men hende der havde skrevet opskriften, der var lige lovlig frisk, da hun skrev opskriften.

Her kommer nogle rettelser:
Slå 51 lm op i stedet for 56

Række 1: ….. (5 stm, 5 fm)….

Så burde det virke.
Jeanette fra bloggen Lutter Idyl har hæklet dem i en særlig smuk variant, hvor hun hækler dem sammen med en kontrastfarve.

Advertisement
h1

Hurtig gave i lækkert garn

18. april 2012

Min gamle veninde fra gymnasiet fyldte 39 (!) forleden og selvfølgelig måtte jeg hækle en gave til hende, men det er ikke helt nemt da hun er virkelig sart og ikke kan tåle uld tæt på huden. Jeg fandt noget lækkert garn inde i Sommerfuglen: Noro Taiyo. Der er en lille-bitte smule uld, men jeg håber det går alligevel. Det meste er bomuld og silke. Farverne er vildt fede – der er både solgul og neongul!


Opskriften er den gode gamle “Til den der mangler farver” fra Hæklede gaver. Der her garn er dog en del tykkere, så jeg slog kun 40 m op. Jeg har kun brugt et nøgle og så suppleret med lidt andet lysegråt garn i enderne – for at få det en smule længere. Optimalt skulle man nok gøre det endnu smallere eller lave et monstertørklæde med 2 nøgler!
Så kan I også samtidig hilse på min nye ven i str 38. Min søde under-underbo har foræret mig denne fine gine, som man burde finde et godt navn til. Man føler i hvert fald jævnligt trang til at hilse på hende, når man lige ser hende ud af øjenkrogen. Forslag modtages! Den er rigtig skøn at have. En hel del nemmere end at forsøge at tage billeder af sig selv og se sig selv i nakken…

h1

God jul – altid beredt

22. december 2011

Jeg håber at alle når at blive færdige med de strikkede og hæklede gaver og at det bliver et par gode, afslappede dage. Det er også et par gode dage at have hæklenålen lige ved hånden, fx når der skal pakkes gaver ud (det kan godt blive en langvarig affære i større familier). Så her et lille tip til at have hæklenålen med til julefest. Ideen er fra Hæklede gaver.

GOD JUL!

h1

Hjælp til “Til den der ikke behøver holde hovedet koldt”

12. juli 2011

Det er strengt taget ikke en rettelse, men der kan nok være brug for en opklaring af noget der virker helt ulogisk i opskriften 🙂

Efter 8. række stopper udtagningerne og her vil nogle måske undre sig over at man pludselig går fra at have 7 stm mellem reliefstangmaskerne til kun at have 6. Det skyldes simpelthen at der er fiflet lidt undervejs for at få udtagningerne til at blive pæne. Den 7. stangmaske ligger ligesom inde bag ved reliefstangmasken og ville også være ret svær at hækle ned i. Så den springes blot over. Hvis man ikke lavede det lille snydetrick under udtagningerne, ville der komme et lille hul ved siden af hver reliefstangmaske og det går jo virkelig ikke 🙂

Nå, for dem der ikke lige er i gang med opskriften er det det rene volapyk, men I kan så måske bare nyde billedet af huen på min søde og smukke kusine.

h1

Hæklede halskæder til sommeren

28. juni 2011

Som sagt blev jeg inspireret af Julia til at lave nogle flere halskæder fra Hæklede gaver. Så fik jeg også lejlighed til at få brugt nogle af de fede knapper jeg købte på forårsmarkedet i Odense.Den ene er i koralfarvet Havblik og den anden i Jaipur silke. Ahhh, nu må jeg lige få lavet en til de gule knapper også – måske inspireret af denne farvesammensætning?

Jeg har det sjovt for tiden med at arbejde på et nyt projekt, som indtil videre er hemmeligt, og så med at finde på ting og sager til kurserne. Elsker at lære nye teknikker og nu hvor jeg fordyber mig i mosaikhækling, popper der så mange nye ideer op. Så jeg gætter på at mit kreahjørne i stuen får tilføjet endnu 20 UFO’er (unfinished objects). Skønt, men “suk” for et rod.

h1

“Silkelet til halsen” hæklet af Aalerusen

13. juni 2011

Elsker når folk hækler efter mine opskrifter og gør det så smukt, at jeg selv får lyst til at gøre det ligesom de har gjort det. Sådan har jeg det med Aalerusens halskæder. De er tæskesmukke og jeg vil have den lilla! (håber det er ok, jeg lige snupper billedet, ellers sig til 🙂

Opskriften er fra “Hæklede gaver” og nu må jeg vist i gang med en der ligner hendes, for den vil da være SÅ flot til en sort kjole jeg har i skabet.

h1

Nu også på biblioteket

4. maj 2011

Blødt til baby og Hæklede gaver kan nu også lånes på biblioteket. I dag har jeg fået lektørudtalelsen fra DBC og den er så fin! Jeg blev meget glad da jeg læste den.

Må lige bringe et par citater:

“…fint tilbehør i lidt eksklusiv, feminin stil.”

“…det er smukke, trendy hæklerier med klassiske referencer…”

Hvor er det bare dejligt! Vil nu svæve rundt på en lille hæklet sky resten af dagen 🙂

h1

Påkrogen i Gavstrik

26. april 2011

Uha, er blevet interviewet til Gavstrik, hvor “Hæklede gaver” og “Blødt til baby” også bliver anmeldt. Det bliver godt nok spændende at se, hvad de skriver. Interviewet handler lidt om, hvor jeg får inspiration fra, og hvordan jeg får tid til at hækle. Jeg afslører også en lille smule om det næste hæfte, som jeg går og pønser på. Så hvis du er interesseret i svar på de spørgsmål, så læs det næste nummer af Gavstrik! Du kan måske også være heldig at se et foto af min vindueskarm med “kreativt rod” 😉

h1

Hæklede gaver: Kaskader til halsen

12. april 2011

Når man laver helt enkle ting i hækling, begynder garnet at få en stor betydning for det færdige resultat. Denne hæklede halskæde kunne også laves i bomuldgarn, men jeg synes man bør gå efter en lækker kvalitet for lige at give halskæden et nøk opad. Her er det hæklet i fed silke fra BC garn (Jaipur silk). Jeg har også lavet en tilsvarende halskæde i uld en gang. Den var fin nok, men knap så meget et smykke som denne.

Man kan nemt variere antallet af “blade” og bruge den helt stramt eller mere løst. I helt tykt uldgarn kan man lave sig et alternativt tørklæde!

Bogen “Hæklede gaver” kan købes her.

h1

Hæklede gaver: Badges til reversen

3. april 2011

Hæklede badges eller brocher om man vil. En god måde at lege med perfekte kombinationer af yndlingsstof og yndlingsgarn. Jeg kan også se dem for mig på tasker og hatte!

De er meget inspirerede af de fede keramik-brocher man ser alle vegne for tiden og som jeg også var heldig at få i julegave i år. Man kan købe hvide badges i Panduro Hobby, nogle gange kan man også få dem i en mindre størrelse. En godt råd: Når man køber dem, rasler de på en meget irriterende måde. Det løses med en klat lim under nålen, som badgen sidder fast med. Det er nemlig den der rasler så irriterende, eller er det bare mig der er sart?

Trøjen på billedet er også hæklet – men det er ikke min opskrift. Den er fra “Couture crochet” af Lily Chin. En lidt grim bog, men modellerne er faktisk gode, man skal bare have fantasi til at se dem i noget andet garn og sådan…

Opskriften er fra bogen “Hæklede gaver”, der kan købes for 100 kr. her.