Som alle andre er jeg møgtræt af vinteren. Kom nu forår.
Så vil jeg nemlig have min turkise jakke på… Jeg har hæklet en ekstra lang version af Palmehuset fra Hovedstads til læderjakken, måske lige lovlig tone-i-tone på fotoet, der er større kontrast i virkeligheden. Det er hæklet i naturuld fra CG og jeg har brugt 200 g, men ellers fulgt opskriften.
Den sidste model fra “Hovedstads” er ukrudt. En hyldest til byens ukrudt – både i bogstavelig og overført forstand. For nok er ukrudt irriterende, når det ødelægger ens planer, men nogen gange har ukrudtsblomster det med at placere et sted, man slet ikke havde forudset og giver en skønhed, man ikke kunne have planlagt sig til.
Det er et enkelt hulmønster, som danner bladformer. Enkelt og skønt i mange forskellige slags garner. Her er det hæklet i det forbandet lækre Norogarn – Taiyo, som har nogle skønne, lange farveforløb. Lige til at spise.
Formen på tørklædet er ret speciel – men det gør, at det sidder godt om halsen. Hvis det var en ren trekant, ville det være svært at binde om halsen – så dette tørklæde består at en bred trekant, der danner bunden og to lange, smalle trekanter, der danner snipperne, man binder om halsen.
Jeg elsker Botanisk Have. Og Palmehuset er en helt særlig oplevelse. Om sommeren er det en ekstremsport at opholde sig derinde, men skønt i en rigtig isvinter, hvor man for alvor sætter pris på tropevarmen. Min datter er stadig mest interesseret i haletudserne og fiskene, men måske med tiden kan hun også se det fantastiske i kaffe- og citrontræer. Vi forsøgte at tage nogle billeder til bogen derinde, men kameraet duggede fuldstændig til, så det måtte blive udenfor i stedet.
Ligesom flere andre af de modeller jeg har hæklet, tager det udgangspunkt i det traditionelle, irske blad. Her er det dels forlænget og dels gjort asymmetrisk. Det gør, at det sidder godt om halsen. Til at begynde med hæklede jeg det i et noget tyndere garn, men jeg synes udtrykket blev for svagt på billederne. Her er det hæklet i Rowan creative focus worsted, som er et vildt lækkert garn. Hvis man hækler i tyndere garn, skal man selvfølgelig være forberedt på at der skal hækles flere rækker, men ellers er fulgt helt den samme opskrift.
Så jeg lavede det om – denne gang i det dejligt tykke Naturgarn fra Filcolana i en heftig grøn farve – så er man da ikke i tvivl om referencen til palmer! Og det var den version der kom med i Hovedstads.
Nu har jeg hæklet det i endnu en version. Desværre ikke til mig selv, men til en fødselsdagsgave til en veninde, der bliver 40 i weekenden. En lækker flaskegrøn uld – Naturuld. Jeg hæklede det en smule længere og med hæklenål 7mm og brugte 130 g. I får lige et foto af det udfoldede blad – det kan være en hjælp – så man bedre kan se, om man er på rette vej.
Måske var det fordi jeg lige havde læst “Until I find you/Indtil jeg finder dig” af John Irving, hvor er del af bogen foregår i tatoveringsmiljøet, i hvert fald slog det mig pludselig at det kunne være sjovt at hækle en tatovering. Siden har jeg så fundet ud af at jeg ikke er den første, der har fået den idé – men man får jo altid lavet det på sin egen måde.
Tattoo-Ole på Nyhavn 17 er verdens ældste fungerende tattoo-shop, og det er da noget særligt. Hvis man ikke er bange for lange bøger kan jeg virkelig anbefale “Until I find you/Indtil jeg finder dig” – en del af bogen foregår i København – i Tattoo-Ole!
I Hovedstads har jeg brugt tatoveringen på overarmen, men brystet er også en god placering – og hvis man hækler i tykkere garn, kan det måske bruges som rygmærke på en jakke eller en cardigan.
Broderi er stadig nyt for mig, så jeg er sikker på, at der er andre derude, der kan gøre det langt pænere! Jeg glæder mig til at se, hvad I finder på at skrive på jeres. 🙂
Vor Frelser Kirken er unik. Og en tur til toppen af den udvendige trappe er en forrygende oplevelse. Jeg tror bestemt det må høre til Københavns “big five” at stå deroppe en klar dag og se hele byen for ens fødder. Der er langt ned, til gengæld er trappen smal…
Spiralen er en form, der går igen flere steder i København – Vor Frelser og Børsen er oplagte eksempler. Og spiralen er det, der er grundformen i både hue og handsker fra bogen “Hovedstads“. Man ser det mest tydeligt på dette billede:
Hulmønsteret danner en spiral, der snor sig op ad armen. Den følger et meget enkelt princip, som hurtigt bliver til en rytme. For en gangs skyld er jeg selv model, og det skyldes at disse handsker skal sidde tæt for rigtigt at vise mønsteret frem. Min kusines arme var for tynde til at handskerne rigtig kom til deres ret. I erkendelse af, at alle arme er forskellige, har jeg skrevet anvisninger på, hvordan man kan tilpasse handskerne til ens egne arme. Her ser du dem på kusines arm – man ser ikke mønsteret så tydeligt, men det ser nu meget cool ud at bruge dem foldet ned også:
Huen har en spiral det begynder i toppen og drejer sig om hovedet. Ribkanten er dobbelt og hækles på undervejs – så ingen grimme sammensyninger! Den teknik kan man selvfølgelig også bruge til alle mulige andre hæklede huer.
Til begge har jeg brugt garnet Cinnia fra Filcolana. Det er meget blødt og elastisk og egner sig godt til dette mønster. Man kan selvfølgelig også bruge et mere fluffy garn – især til huen – hvor maskerne så vil flyde mere sammen. Men garnet til de lange halvhandsker bør være ret elastisk.
Husk at der er hæklekursus d. 28/11 i Sommerfuglen!
Denne her cape elsker jeg. Den er sjov og nem at hækle og den er virkelig et “statement”, når man har den på! Bølgerne er de Københavnske vande – havnen, kanalerne, søerne… ja og så også kældrene af og til. Nok er København ikke Venedig, men vand er der masser af.
Vi fotograferede capen på en perfekt septemberdag på Christianshavn og deraf navnet, som selvfølgelig kommer af gadenavnet “Overgaden Oven Vandet”.
Man kan nemt blive fristet til at hækle flæserne i en anden farve end bunden – det vil give et helt andet udtryk. Det vil fremhæve det flot, hvis bunden er en mørkere nuance end flæserne. Capen har jeg hæklet i flere versioner, men det bliver særlig let og lækker i Rasmillas luksusgarn, som fås i mange dejlige farver. Man kan bruge den som et stort halsrør eller som en cape – eller begge dele – halsrør ude, cape inde. Jeg drømmer også om at hækle en poncho på samme måde. Det kunne være ret vildt!
Her er den i anden version i noget merinogarn.
Noget af det bedste ved Rundetårn er at løbe ned af den snoede vej… det husker jeg tydeligt fra jeg var barn. Nu forbinder jeg det måske mere med at have hjertet siddende helt oppe i halsen, fordi min datter også synes det er noget af det bedste i verden.
Det snoede går igen i de pulsvarmere i bogen Hovedstads, der er inspireret af Rundetårn.
Ja, man kan sagtens hækle snoninger, og denne her snoning er en af de allernemmeste. Men når man hækler snoninger er garnvalget ultravigtigt. Jeg har hæklet en del prøver og har fundet frem til at garnet skal være uld (eller lignende) og skal have lange hår, der stikker ud. Hvis garnet er meget rundt og glat, ses alle de små knuder i hæklemaskerne meget tydeligt og det bliver kluntet og grimt. De lange hår binder det hele bedre sammen og gør på en eller anden måde snoningerne knap så kantede. De bedste garner jeg har prøvet til hæklede snoninger, er Lamauld fra Strikkebogen.dk og Gotlandsk pelsuld fra Filcolana. Hvis man ikke vil bruge en af dem, bør man i hvert fald tilstræbe noget, der minder om det.
Pulsvarmere er lidt rå og dejligt varme. De er korte for at de passer til lige at varme mellem jakkeærme og hånd, men kan selvfølgelig nemt laves længere. Man kan også hækle dem i noget fint, tyndt garn og få et helt andet udtryk.
Jeg er i gang med flere ting med hæklede snoninger – for det er sjovt at hækle. 🙂
Den røde plads er et omdiskuteret sted. I starten var det virkelig et øksehug ned i en grå bydel – chokerende pink og rød – ja, selv pladsens træer har røde blade. Sådan et sted mellem utroligt grimt og utroligt festligt. Men desværre er det blevet hurtigt slidt, og folk der bor i nærheden er ikke vilde med den larm, der kommer af det ekstra liv, der er kommet. Men modigt og nyt var det!
Jeg vidste bare, at dette område skulle med i bogen. Jeg har været inde over en skaterhue med en rød kile – for området er en del af “superkilen”, og der har også været planer om at hækle et tæppe med samme farvefelter som pladsen. Men det endte altså med et hurtigt og brugbart halsrør, hvor den røde farve kun lige pibler frem mellem brostenene.
Det er samtidig inspireret af Marc Jacobs, der havde hækling på podiet i år. Han har lavet det som et oversize tørklæde lukket med brochenål, men jeg gik efter noget der er endnu nemmere og ikke kræver lukning.
Mønsteret er ikke nyt, men et klassisk mønster, som kan varieres på mange forskellige måder. Prøv i tykkere garn, tyndere garn, skift mellem flere farver…
Irmahønen er Danmarks ældste neon-reklame. Den er fredet og den har en særligt plads i mit hjerte. Jeg var ikke i tvivl om, at den skulle med i bogen. Først havde jeg en ide om at brodere Irmahønen med neongarn på en pude. Det gik jeg dog hurtigt væk fra, den hæklede del af det var ganske enkelt lidt for kedelig! Så fik jeg øjnene op for den spejling Irma-reklamen giver i Peblingesøen. Det danner et fint stribeforløb, som var lige til at omsætte til hækling. Modellen er den der er på forsiden af bogen Hovedstads.
Når først man har styr på mønsteret er det nemt at omsætte til alle mulige andre ting, fx har jeg lige hæklet et halsrør med samme mønster, men hvor det er hæklet på Charlotte Kaaes krydrede facon med magiske nøgler. Det er hæklet i Filcolanas Peruvian highland uld, som fås i en slikbutik af farver.
Due, Pølsevognsdue, Svingfjer… dette tørklæde har haft mange navne undervejs inden det kom med i bogen “Hovedstads“. Det er inspireret af fugles svingfjer, der er asymmetriske. Det begyndte oprindeligt med det traditionelle blad fra irsk hækling. Jeg har altid godt kunne lide det, men vidste ikke rigtig hvad jeg skulle bruge det til. I første omgang fandt jeg på at forlænge det – det blev til modellerne “Sildeben” og “Efterårsblad” fra bogen “3d-hækling”
Til “Due” har jeg “skåret” halvdelen af bladet af og leget lidt med maskehøjden, men grundlaget er stadig det irske blad.
Prototypen var en dejlig karrygul (Incawool fra Hjertegarn) (alt var karry sidste vinter!),
men til bogen var farven nødt til at spille sammen med temaet og det tog mig noget tid at finde det helt rette garn i en farve, som gav mindelser om duer ved en pølsevogn. Det er det lækre “Roving” fra Canard.
Duerne flokkes om byens pølsevogne, men det lykkedes ikke at få et billede, hvor duerne flokkedes om fødderne på min kusine, selvom vi gjorde en ihærdig indsats.
Du kigger på arkiverne for kategorien Bog: Hovedstads.
På krogen 