Archive for the ‘Bog: Hovedstads’ Category

h1

Den røde plads

4. november 2012

Den røde plads er et omdiskuteret sted. I starten var det virkelig et øksehug ned i en grå bydel – chokerende pink og rød – ja, selv pladsens træer har røde blade. Sådan et sted mellem utroligt grimt og utroligt festligt. Men desværre er det blevet hurtigt slidt, og folk der bor i nærheden er ikke vilde med den larm, der kommer af det ekstra liv, der er kommet. Men modigt og nyt var det!
Jeg vidste bare, at dette område skulle med i bogen. Jeg har været inde over en skaterhue med en rød kile – for området er en del af “superkilen”, og der har også været planer om at hækle et tæppe med samme farvefelter som pladsen. Men det endte altså med et hurtigt og brugbart halsrør, hvor den røde farve kun lige pibler frem mellem brostenene.

Det er samtidig inspireret af Marc Jacobs, der havde hækling på podiet i år. Han har lavet det som et oversize tørklæde lukket med brochenål, men jeg gik efter noget der er endnu nemmere og ikke kræver lukning.

Mønsteret er ikke nyt, men et klassisk mønster, som kan varieres på mange forskellige måder. Prøv i tykkere garn, tyndere garn, skift mellem flere farver…

h1

Irmahønen

31. oktober 2012

Irmahønen er Danmarks ældste neon-reklame. Den er fredet og den har en særligt plads i mit hjerte. Jeg var ikke i tvivl om, at den skulle med i bogen. Først havde jeg en ide om at brodere Irmahønen med neongarn på en pude. Det gik jeg dog hurtigt væk fra, den hæklede del af det var ganske enkelt lidt for kedelig! Så fik jeg øjnene op for den spejling Irma-reklamen giver i Peblingesøen. Det danner et fint stribeforløb, som var lige til at omsætte til hækling. Modellen er den der er på forsiden af bogen Hovedstads.

Når først man har styr på mønsteret er det nemt at omsætte til alle mulige andre ting, fx har jeg lige hæklet et halsrør med samme mønster, men hvor det er hæklet på Charlotte Kaaes krydrede facon med magiske nøgler. Det er hæklet i Filcolanas Peruvian highland uld, som fås i en slikbutik af farver.

h1

Due

28. oktober 2012


Due, Pølsevognsdue, Svingfjer… dette tørklæde har haft mange navne undervejs inden det kom med i bogen “Hovedstads“. Det er inspireret af fugles svingfjer, der er asymmetriske. Det begyndte oprindeligt med det traditionelle blad fra irsk hækling. Jeg har altid godt kunne lide det, men vidste ikke rigtig hvad jeg skulle bruge det til. I første omgang fandt jeg på at forlænge det – det blev til modellerne “Sildeben” og “Efterårsblad” fra bogen “3d-hækling
Til “Due” har jeg “skåret” halvdelen af bladet af og leget lidt med maskehøjden, men grundlaget er stadig det irske blad.
Prototypen var en dejlig karrygul (Incawool fra Hjertegarn) (alt var karry sidste vinter!),

men til bogen var farven nødt til at spille sammen med temaet og det tog mig noget tid at finde det helt rette garn i en farve, som gav mindelser om duer ved en pølsevogn. Det er det lækre “Roving” fra Canard.
Duerne flokkes om byens pølsevogne, men det lykkedes ikke at få et billede, hvor duerne flokkedes om fødderne på min kusine, selvom vi gjorde en ihærdig indsats.

h1

Teaser

27. oktober 2012

Her kan I se en teaser til min nye bog “Hovedstads”. Grib hæklenålen og lad os hylde hovedstaden sammen! “Hovedstads” fås nu i udvalgte forretninger – og den kan også købes her.
Det kommende stykke tid vil jeg fortælle lidt om hver af modellerne, men her kan I se lidt af dem alle.

h1

Hovedstads er ankommet og Kreative Dage

25. oktober 2012

Hovedstads er ankommet til Nørrebro, og lige om lidt kan den købes!

Jeg tager til Kreative dage i Frederica i weekenden. Søndag vil jeg besøge forskellige stande og sidde og hækle ting og sager fra “Hovedstads” og “100 blomster i hækling og strik”. jeg tager også nogle af modellerne med fra Hovedstads så man kan gramse! Jeg håber vi ses!

ER BLEVET SYG OG KAN DESVÆRRE IKKE KOMME TIL KREATIVE DAGE ALLIGEVEL!

Derudover skal jeg helt sikkert besøge Bettekun på messen – de har løbende workshop med hæklede øreringe, så det må jeg være med til 🙂

Bogen vil bl.a. kunne købes her – lige om lidt:
Sommerfuglen – Kbh K
Rasmilla – Amager
Nicoline garn – Nørrebro, Fyensgade
Ho strik – Blåvand
Strikkebogen.dk – netbutik
Garniture – Middelfart
Stof & stuff – Århus/Hornsleth
Bettekun – Aars
Tante Grøn – Odense
Garnheksen – Vejle

Og så selvfølgelig i min egen lille butik.

h1

Hovedstads er nu sendt til tryk

17. oktober 2012

Det er ganske vist. I går sendte jeg min nye bog af sted til trykkeriet, og det betyder at der snart ankommer kasser med nytrykte bøger til mig! Hurra. 🙂
Den nye bog har titlen “Hovedstads” og alle opskrifterne er på den ene eller anden måde inspireret af Hovedstaden – København – min hjemstavn.

På forsiden ses for eksempel halvhandskerne “Irmahønen”. Farveforløbet er inspireret af Irmahønens reflektion i Peblingesøen. Irmahønen har altid været mit tegn på at jeg var kommet hjem til Nørrebro, så den har en særlig plads i mit hjerte. Den er heldigvis blevet fredet, så Danmarks ældste neonreklame kan få lov at lægge æg mange år endnu.

De andre opskrifter i bogen er på samme vis inspireret af en del af København. Men det fortæller jeg mere om senere.

Hvis du gerne vil forhandle bogen, så skriv bare en mail på sidsels@gmail.com, så finder vi ud af det. 🙂