Jeg er stadig lidt forundret… jeg har strikket noget.
Jeg er simpelthen blevet færdig med “Til en god hårdag” fra Strikkede gaver. Og selvom jeg ser sur ud på billedet, er jeg rigtig glad for det. Det er bare ikke nemt at stå og smile til sin mobiltelefon holdt ud i strakt arm. Det var ret sjovt at strikke, fordi det havde lige præcis den rette mængde udfordring for mig, der er selvfølgelig kommet et par småfejl hist og her. Jeg må dog sige at jeg svedte lidt da jeg på et tidspunkt sad og jonglerede med hele 3 pinde! 3! Jeg plejer altså at kunne nøjes med 1 enkelt krog… jeg tør slet ikke tænke på strømpepinde, så får jeg tics. Men det lykkedes uden at tabe maskerne, pyh.
Det der er fantastisk ved strik i forhold til hækling er jo den elasticitet som er mulig med strik, det kan jeg ikke holde op med at være fascineret af. Det går så heller ikke så hurtigt som hækling ( i hvert fald ikke for mig). Jeg har nået at lave 2 hæklede pandebånd på en 10endedel af den tid det tog mig at strikke dette. Mere om dem senere – de skal lige testes.
Garnet fortjener et kapitel for sig. Jeg er helt solgt til Rowan creativ Focus Worsted. Farverne er lækre, og det bliver så smukt. Rustikt uden at være for meget. Man bruger ikke hele 100 g til pandebåndet, man kan næææsten få to pandebånd ud af et 100 gs nøgle, men 50 g er altså lige præcis ikke nok. Resten kan i stedet indgå i andre kommende projekter…