Sidste år var der en der spurgte efter et juletræstæppe. Jeg gør mig ikke så meget i tæpper, men nu faldt jeg over det her, som jeg faktisk synes er meget charmerende og jeg er sikker på at mange vil kunne vælge nogle langt federe farver 🙂
Archive for the ‘Jul’ Category

Nissehue til mobilen
9. december 2011Nissehuen er ganske enkel at lave og kan selvfølgelig også laves i andre farver og uden pompom…
Vejledningen er skrevet så du kan bruge et hvilket som helst garn og til en hvilken som helst telefon (undtagen dem der er meget tykke).
Jeg har brugt en rest rød Nepal og noget hvidt uldgarn.
Slå luftmasker op indtil luftmaskekæden er ca. 1 cm bredere end telefonen (dette er omtrentligt, da det vil afhænge af garnet og din hæklefasthed!)
Hækl en fm i 2. lm fra nålen og i alle de andre lm. Drej nu arbejdet og hækl også fm i bagsiden af luftmaskekæden. Hækl nu fm i bagerste maskeled i spiral i hver m indtil den passer til din mobil. Prøv den gerne undervejs, så du er sikker på at den ikke er for stram eller for løs.Det virker lidt akavet på første runde, men efter et par runder, begynder det at give mening.
Afslut med en km i første fm på runden. Luk af, hæft ender, lav en hvid pompom, damp den over en elkedel el. lign. og sy den på. Instant nisseri.

Hæklet mobil-nissehue
8. december 2011Min mand vil sjovt nok ikke have mig til at lave en til ham… men hvis nogen står og mangler en nissehue til mobilen, ja så kommer der en vejledning i morgen.
Har hæklet en nissehue til min søde datter, men hun vil ikke fotograferes med den på – og indtil for nylig ville hun hellere have den der klamme, billige plasticnissehue på “for det er jo en rigtig nissehue, den har sådan en hvid en i enden”. Så lavede jeg fluks en hvid pompom til hendes hue, men den ligger stadig bare på gulvet… så måtte jeg jo hækle en til mobilen i stedet.

Hjerternes tid
1. december 2011Julen er hjerternes tid. Jeg har støvet de hæklede hjerter af, og min datter har lavet fine perlehjerter. Det er en nem og hyggelig ting at lave med også ret små børn (hun er næsten 4). Tynd ståltråd, perler på, form som et hjerte.De hænger på nogle grene ude fra kolonihaven. Det er hvid kornel, som har smukke røde grene og som villigt springer ud med friske grønne blade, når man sætter dem i vase på denne årstid. For mig er det det vigtigste ved julen: At det går mod lysere tider og forår!
Det hæklede hjerte gav jeg allerede en opskrift på for flere år siden, men den kan sagtens bruges i år også. På billedet har jeg hæklet det i Lamauld fra Strikkebogen.dk, og det fungerer 100 gange bedre i uld end bpmuld (medmindre man bruger virkelig lækker bomuld). Bomuld er et sladregarn, som en kursist kom frem til i går. Uld tilgiver alle ujævnheder og småfejl.
Sidste gang lavede jeg opskriften som diagram og lidt skrevet tekst. I år kan også dem, der ikke er vant til at følge diagrammer, være med.
Hæklet julehjerte
Slå 3 lm op
1. række:
(1 stm , 3 db stm, 7 stm, 3 db stm, 2 lm, km) i 3. lm fra nålen
2. række:
Hækl fm hele vejen rundt – på hjertets rundinger tages ud to gange i hver side. I hjertets spids hækles: 1 fm, 1 lm 1 fm i samme m. I hjertets midte hækles en km hele vejen ind i hullet i midten.
3. række:
Hækles som anden række (“spidsen” er her den lm du hæklede i spidsen på 2. række). Efter der er hæklet en km ned i midten af hjertet, hækles et passende antal lm (svarer til løkken der skal rundt om grangrenen – det vil afhænge af garnet og af hvor det skal hænge, hvor mange det skal være). Saml løkken ved at hækle km i de tre første lm og afslut med en km i midten af hjertet. Bryd garnet og hæft ende.
Kan med fordel dekoreres med perler, pallietter, hækles med guldtråd… sprayes med julesne eller hvad der nu tænder en 🙂