Archive for the ‘Opskrifter’ Category

h1

Tulipantæppe

9. maj 2019

Noget at det sjoveste jeg ved er at opfinde et nyt hæklemønster. Jeg elsker processen med at tegne, hækle prøver, tegne og regne og hækle flere prøver, indtil det fungerer. Når så jeg har udviklet mønsteret, kan jeg begynde at bruge det til alt muligt andet sjovt. Tulipanmønsteret opstod mens jeg havde travlt med at hækle det mønster, der er på bagsiden! Sådan er det så sjovt nogle gange. Jeg var i gang med det her flamme-lignende mønster og synes det var begyndte at fungere rigtig fint, men så begyndte jeg at lægge mærke til bagsiden … og den var lige lidt flottere.

Først blev det en tulipanpude – det er den enkleste opskrift at skrive (og også at hækle). Derefter blev det så et tulipantæppe, hvor designeren skal tænke lidt mere, fordi det skal være en kant, og mønsteret skal afsluttes pænt i siderne. Fordelen ved et tæppe er, at man får lov at nyde begge sider af mønsteret, så der behøver man ikke vælge, hvad der er ret og vrang.

Tæppet i opskriften er et babytæppe i størrelse 70 x 100 cm, men jeg beskriver i opskriften hvordan du kan hækle det større eller mindre. Jeg drømmer om en dag at finde tålmodigheden til at hækle et tæppe i stort format til sofaen. Tæppet har en lækker tyngde, som får det til at føles trygt og rart at ligge under.

Det er hæklet i Anina fra Filcolana (100 % superwash uld, 210 m/50 g). Det er et skønt garn til hækling og lægger sig virkelig flot i reliefhækling.

IMG_9587 lille

h1

Lækker hæklet pude

13. marts 2017

Så er der en ny opskrift i shoppen på en lækker hæklet pude med blade og tekstur.

bladpude1 lille

Sidsel Sangild design

Pudebetrækket hækles rundt, hvilket gør mønsteret langt nemmere at hækle.
Opskriften består af skriftlige instruktioner og et diagram og selvom det måske ser svært ud har mønsteret en indbygget logik, der gør det nemt at hækle og huske.

Garnet er Anina (210 m/50 g) fra Filcolana og der skal bruges 5 nøgler

Målet er passer til en 40 x 40 monteringspude.

Opskriften koster 40 kr og kan købes i min webshop.

h1

Kærestehuen er nu klar

21. marts 2016

Så er kærestehuen blevet testhæklet og nu er den klar til… sommeren 🙂 Men man kan jo være i god tid til næste vinter, eller bare hækle hurtigt… for i dag er det da stadig koldt nok til at man skal have hue på.

Den er i to størrelser i opskriften – min kæreste har den lille størrelse på, og man kan vælge at folde den op eller lade være alt efter humør og hovedfacon.

Garnet er Bøllefrø fra Tante Grøn og der bruges to nøgler. Det er et godt garn, da det er blødt (merinould -mænd kan godt være lidt sarte) og det giver et superelastisk stykke hækling.

Den kan købes på i min Ravelry Store eller i min netbutik.

Det gode ved at hækle en hue, som ens kæreste bliver glad for er at han helt sikkert til gengæld vil afmontere en gammel terrasse eller noget 😉

Og psst – man kan også bare hækle huen til sig selv!

h1

Gratis hækleopskrifter fra mig til dig

6. august 2014

Yup, så har jeg designet to nye gratis hækleopskrifter der kan hentes på Filcolanas hjemmeside. Denne gang er det mest i børneafdelingen.

Den ene – Pirat – er en hue i nordisk flerfarvehækling med dødningehoveder på. Hæklet i det bløde og elastiske Cinnia. Passer til hovedomkreds: 52-54 (55-57) 58-60 (61-64) – så ja, du kan også hækle den til dig selv 🙂

SI_pirat3

 

Den anden – Stella – er en hæklet bluse med stjernemønster på. Det er en modificeret udgave af den klassiske filethækling – og fås i størrelse 4, 6, 8 og 10 år.

SI_stella4_medium2

 

Og nu du alligevel er derinde, kunne du jo også kigge på de andre gratis hækleopskrifter derinde. Hvad med den hæklede nederdel til voksne – Tilia? Eller en hæklet nederdel til børn – Mirabilis? Eller hvad med et dejligt halsrør i vævehækling – Eresus?

Og der er flere gratis hækleopskrifter at hente derinde – håber der er noget der falder i din smag. 🙂

 

h1

Hæklet bølgenederdel

11. maj 2014

For efterhånden en del år siden hæklede jeg en kæk lille nederdel til min datter i lyslilla alpaka. Det er nok en af de hæklede ting, hun har været gladest for og brugt mest. Hun kunne passe den fra hun var 2 til hun blev 4 år, så det var hækletid, der var givet godt ud!

Men nu er hun 6 år og nederdelen er gået videre til min venindes datter, så jeg har hæklet en ny bølgenederdel til Luna. Denne gang har jeg hæklet den i turkis Cinnia – en blød merinould fra Filcolana. Da det er noget tykkere end alpakaen fra den oprindelige opskrift, har jeg justeret en smule i opskriften. Jeg har hæklet på nål 3,5 mm og fulgt opskriften til til str. 5-6 år, men hæklet knap så mange rækker. Det smarte ved opskriften er,  at man bare kan hækle løs, til man når den ønskede livvidde! Det er klart, at den i dette garn bliver noget længere end i opskriften, men en nederdel, der går til knæet er jo også nydelig!

Jeg har i denne version sat tre stykker rund elastiktråd  på indersiden af ribkanten for at holde nederdelen oppe.

Opskriften kan købes i min butik sangild.bigcartel.com for 40 kr. Den kan hækles i str. 1-16 år.

Bølgenederdel i Cinnia lilleBølgenederdel i Cinnia cropbølgenederdel2

 

h1

Den store pomponafstemning

24. april 2014

Nu regner det sørme. Men så kan man tage en hæklet hue på igen, så det er jo godt for noget…

En ny variant af bølgehuen i to farver har set dagens lys. Opskriften kommer ganske snart til salg i min lille webbutik. Men hvilken farve pompon – eller skal der slet ikke være en pompon? Meget svært at vælge. Hvad kan du bedst lide?

bølgehue

 

h1

Nye hækledesigns på vej

17. maj 2013

Jeg har designet et par modeller til garnfirmaet Filcolana.
Nu har Nanna fået taget billeder af nogle af dem på en levende model, og det kilder altid lidt i maven, for så ser det jo pludselig så færdigt ud.
Nå, men den ene er en lårkort nederdel med snoninger, bobler og rib. Der er lidt forskelligt tekstur at hygge sig med 🙂
SI_tilia3

Den er hæklet i det fede garn Gotlandsk pelsuld, som er særligt velegnet til hæklede snoninger. Man kan hækle på en ret stor hæklenål i forhold til garnets tykkelse. Det betyder, at nederdelen bliver forholdvist let trods al teksturen. Og så bliver snoningerne pæne i det garn – det gør hæklede snoninger bestemt ikke i al slags garn! Den nederste kant er hæklet i dobbelt garn for at give en holdbar og veldefineret kant.
SI_tilia4

Den anden opskrift er på en halsrør i mælkedrengemønster hæklet i det bløde Peruvian Highland. Der er et væld af farver, så du kan rigtig lege med farvekombinationer. Halsrøret er så tilpas enkelt i mønsteret, at det kan bruges til en mand med det rette farvevalg.
SI_eresus

SI_eresus2

Opskrifterne skal der læses korrektur på og så kommer de ganske gratis på http://www.filcolana.dk.