Archive for the ‘Til hjemmet’ Category

h1

Hjerternes tid

1. december 2011

Julen er hjerternes tid. Jeg har støvet de hæklede hjerter af, og min datter har lavet fine perlehjerter. Det er en nem og hyggelig ting at lave med også ret små børn (hun er næsten 4). Tynd ståltråd, perler på, form som et hjerte.De hænger på nogle grene ude fra kolonihaven. Det er hvid kornel, som har smukke røde grene og som villigt springer ud med friske grønne blade, når man sætter dem i vase på denne årstid. For mig er det det vigtigste ved julen: At det går mod lysere tider og forår!

Det hæklede hjerte gav jeg allerede en opskrift på for flere år siden, men den kan sagtens bruges i år også. På billedet har jeg hæklet det i Lamauld fra Strikkebogen.dk, og det fungerer 100 gange bedre i uld end bpmuld (medmindre man bruger virkelig lækker bomuld). Bomuld er et sladregarn, som en kursist kom frem til i går. Uld tilgiver alle ujævnheder og småfejl.

Sidste gang lavede jeg opskriften som diagram og lidt skrevet tekst. I år kan også dem, der ikke er vant til at følge diagrammer, være med.

Hæklet julehjerte

Slå 3 lm op

1. række:

(1 stm , 3 db stm, 7 stm, 3 db stm, 2 lm, km) i 3. lm fra nålen

2. række:

Hækl fm hele vejen rundt – på hjertets rundinger tages ud to gange i hver side. I hjertets spids hækles: 1 fm, 1 lm 1 fm i samme m. I hjertets midte hækles en km hele vejen ind i hullet i midten.

3. række:

Hækles som anden række (“spidsen” er her den lm du hæklede i spidsen på 2. række). Efter der er hæklet en km ned i midten af hjertet, hækles et passende antal lm (svarer til løkken der skal rundt om grangrenen – det vil afhænge af garnet og af hvor det skal hænge, hvor mange det skal være). Saml løkken ved at hækle km i de tre første lm og afslut med en km i midten af hjertet. Bryd garnet og hæft ende.

Kan med fordel dekoreres med perler, pallietter, hækles med guldtråd… sprayes med julesne eller hvad der nu tænder en 🙂

h1

Hæklet kaktus er ikke kun til pynt

6. september 2011

På forårsmarkedet på Fyn købte jeg bl.a. en lille kaktus hæklet af Karamella. Den har indtil for nylig pyntet ude i kolonihaven (og urtepotten blev smadret af datteren, der også synes den er fin). Så nu står den i et æggebæger og er kommet hjem i lejligheden efter at jeg ikke kunne finde alle mine stoppenåle (jeg tror jeg har mindst 9 – men hvor?). Så nu har den lille kaktus to pigge (fundet nederst i en taske) og jeg kan finde mine stoppenåle. Ønsker mig en hel vindueskarm fuld af kaktusser – jeg ved godt at jeg godt kunne hækle dem selv, men det er på en eller anden måde ikke det samme.

h1

Hæklede gaver: Til kaffen (og også lidt til Karen)

11. marts 2011

Stempelkandevarmeren er hæklet med inspiration fra Karen, som har en vidunderlig blog, hvor hun generøst deler ud af inspiration og skønhed. Denne kaffevarmer er en hyldest til hendes pink periode, som heldigvis ikke nåede at slutte helt inden bogen kom 🙂

Dette er virkelig et af de helt hurtige projekter – det eneste der tager lang tid er at vælge, hvilke knapper der skal på.

Pink er den nye sort!

 

 

h1

Tæppe på vej + WIP

14. juni 2010

Jeg har sat mig for at arbejde på tæppet hver dag. Så der er fremgang…

Jeg hader at sy sammen, så det undrer mig at jeg nogensinde gik i gang med tæppet. Sammensyningerne er også… hvad skal man sige… lidt rustikke. Men ikke helt så rustikke, som når min datter hjælper med at sy sammen.

Jeg er inspireret af Klimts malerier. Har siddet og tænkt over hvad præcis det er der gør det så smukt. Og det er blandt andet det her med at farverne ikke er jævnt fordelt over det hele, men at der er områder der er mørkere eller lysere, og der er store områder der ikke svinger i valør, men kun i farve. Så det er det jeg forsøger at opnå. Indtilvidere har jeg jo kun hæklet det mørke hjørne, nu er det meningen det skal være mellemtone et godt stykke om måske nærme sig hvidt i det modstående hjørne. Der er stadig lang vej…

Så er det heldigt der også er et par andre projekter at arbejde på. Fx min Hillarytrøje fra Wilfert. Her mangler jeg kun ærmerne. Ja, det ser sært ud og jeg er meget spændt på resultatet. Garnet Livorno er helt forrygende. Meget lækkert og smukt i farven. Det vil jeg også bruge til et andet projekt jeg har i tankerne.

Og jo jeg arbejder også på bogen. Har besluttet at den sparkedragt, som mange så godt kan lide, skal med i bogen alligevel. Har lige hæklet den op igen i noget andet garn, så den er mere sommeregnet. Jeg har også justeret den lidt, så den er nemmere at hækle. Og så skal jeg bare lige finde nogle gode knapper…

h1

Kolonihave uden tæppe!

10. juni 2010

Nu har jeg fået kolonihaven, så nu må jeg hellere få hæklet tæppet færdigt. Det burde kunne nås inden vi overtager haven 1. juli. Jubiii!

h1

Et smukt bedstemortæppe – med tutorial

27. maj 2010

Sols(tr)ikke har kreeret et smukt, smukt tæppe i bedstemor-cirkler. Og hun har også været så sød at skrive en tutorial til det. Så smukt og sommerligt!

h1

Pude til bloggeren

24. april 2010

Hvis man har en tunesisk hæklenål,  bør man straks gå i gang med denne blogger-pude fra “DIY Maven”. På den måde kan man altid være lidt i kontakt med et rss-feed. Jeg synes den er så sej og jeg må i gang med at finde nogle rigtige tunesisk-nåle. “Må…eje…pude…nu…” Og endelig et projekt som jeg er ret sikker på min mand vil synes om. 🙂

h1

Til den der vil hækle et tæppe i oldemorfirkanter

10. april 2010

Du kan finde en meget fin gennemgang af, hvordan man hækler oldemorfirkanter og hækler dem sammen undervejs her hos “The royal sisters”. Hvor der også kan hentes inspiration til alt muligt andet hæklet.

h1

Glædelig jul

22. december 2009

Efter at have støvsuget alle forretninger (ok jeg har kun kigget et par steder) efter en stjerne til juletræet, gav jeg op og hæklede en. Normalt er jeg ikke så meget til ting der skal stoppes ud og sys sammen, men det var nu meget hyggeligt 🙂

Tilbage er der kun at ønske alle en glædelig jul og et godt nytår!

h1

Til alle jer fra mig

1. december 2009

Julen begynder at betyde noget mere, når man selv får børn. Så i år er det faktisk lykkedes mig at hækle en lille smule julepynt! Og har skam også pyntet en lille smule op i køkkenvinduet (lyskæde, stjerner, små fugle og julekugler – tjek!) til stor begejstring for Luna, som bare synes det er herligt nyt legetøj og foretrækker at stå oppe i vindueskarmen og stikke pærene fra lyskæden ind i egne og andres øjne, så vi kan sige “uha, skarpt lys!”

Nå, men jeg har altså hæklet nogle julehjerter til træet, som jeg vil dele med jer (ja, ja jeg skulle nok have ventet med at fotografere dem til de var blevet presset, men hvad f…).

Opskrift:

Jeg vil anbefale noget tykt garn, da de ellers bliver ganske små. Nålen skal passe til garnet.

Link til pdf-diagram til hæklet hjerte

1. række

Følg diagrammet

2. række

Hækl fm hele vejen rundt – på hjertets rundinger tages ud to gange i hver side. I hjertets spids hækles: 1 fm, 1 lm 1 fm i samme m. I hjertets midte hækles en km hele vejen ind i hullet i midten.

3. række

Hækles som anden række, men efter der er hæklet en km ned i midten af hjertet hækles et passende antal lm (svarer til løkken der skal rundt om grangrenen – det vil afhænge af garnet og af hvor det skal hænge, hvor mange det skal være). Saml løkken ved at hækle km i de tre første lm og afslut med en km i midten af hjertet. Bryd garn og hæft ende.