Det er en fantastisk følelse når en leg med masker resulterer i et nyt og interessant mønster. Oprindeligt var det faktisk bagsiden af tulipan-mønsteret jeg arbejdede med som retside (jeg skal nok vise den frem en dag)… men den anden side viste sig at tale mere til mig. Så derfor blev vrangsiden til retsiden.
Mønsteret er hæklet i reliefstangmasker – det er helt almindelige stangmasker bortset fra at de hækles rundt om stangen i stedet for i maskeleddene som normalt. Det er faktisk nemmere og hurtigere end almindelige stangmasker. Der hvor mønsteret kan give udfordringer er når der skal hækles i indtagningerne. Her gælder det om at holde tungen lige i munden og sørge for at huske at hvis der er lavet en indtagning på foregående omgang, så er to masker blevet til én, og der skal ikke hækles omkring begge “ben” af indtagningen. Min erfaring siger mig at det typisk er den fejl folk laver.
Navnet var jeg længe i tvivl om – det ligner jo lidt forskellige ting afhængig af hvilken retning man ser det fra. Først og fremmest syntes jeg det ligner planten Vibeæg, men da jeg gerne ville have det samme navn på dansk og engelsk, var det der Æ lidt irriterende. Derfor viste jeg et billede frem til mine følgere på Instagram og Facebook, så jeg kunne høre hvad de så i mønsteret. Langt de fleste så TULIPANER! Men der var mange andre muligheder, som fx fiskehaler. Det engelske tulip ville jeg dog gerne undgå fordi det bare minder mig om pølser! (reklamens magt!). Så derfor hedder mønsteret Tulipan.
Jeg glæder mig til at bruge mit nye tulipanmønster til alle mulige forskellige ting. Indtil videre er der et babytæppe på vej i mønsteret, men en hue, et sjal og en cardigan er da også oplagt. Jeg håber du vil nyde mønsteret lige så meget som jeg.