Posts Tagged ‘tulipanmønster’

h1

Tulipantæppe

9. maj 2019

Noget at det sjoveste jeg ved er at opfinde et nyt hæklemønster. Jeg elsker processen med at tegne, hækle prøver, tegne og regne og hækle flere prøver, indtil det fungerer. Når så jeg har udviklet mønsteret, kan jeg begynde at bruge det til alt muligt andet sjovt. Tulipanmønsteret opstod mens jeg havde travlt med at hækle det mønster, der er på bagsiden! Sådan er det så sjovt nogle gange. Jeg var i gang med det her flamme-lignende mønster og synes det var begyndte at fungere rigtig fint, men så begyndte jeg at lægge mærke til bagsiden … og den var lige lidt flottere.

Først blev det en tulipanpude – det er den enkleste opskrift at skrive (og også at hækle). Derefter blev det så et tulipantæppe, hvor designeren skal tænke lidt mere, fordi det skal være en kant, og mønsteret skal afsluttes pænt i siderne. Fordelen ved et tæppe er, at man får lov at nyde begge sider af mønsteret, så der behøver man ikke vælge, hvad der er ret og vrang.

Tæppet i opskriften er et babytæppe i størrelse 70 x 100 cm, men jeg beskriver i opskriften hvordan du kan hækle det større eller mindre. Jeg drømmer om en dag at finde tålmodigheden til at hækle et tæppe i stort format til sofaen. Tæppet har en lækker tyngde, som får det til at føles trygt og rart at ligge under.

Det er hæklet i Anina fra Filcolana (100 % superwash uld, 210 m/50 g). Det er et skønt garn til hækling og lægger sig virkelig flot i reliefhækling.

IMG_9587 lille

Advertisement
h1

Tulipan – hæklet pude

29. marts 2019

tulipanpude lille
Det er en fantastisk følelse når en leg med masker resulterer i et nyt og interessant mønster. Oprindeligt var det faktisk bagsiden af tulipan-mønsteret jeg arbejdede med som retside (jeg skal nok vise den frem en dag)… men den anden side viste sig at tale mere til mig. Så derfor blev vrangsiden til retsiden.

Mønsteret er hæklet i reliefstangmasker – det er helt almindelige stangmasker bortset fra at de hækles rundt om stangen i stedet for i maskeleddene som normalt. Det er faktisk nemmere og hurtigere end almindelige stangmasker. Der hvor mønsteret kan give udfordringer er når der skal hækles i indtagningerne. Her gælder det om at holde tungen lige i munden og sørge for at huske at hvis der er lavet en indtagning på foregående omgang, så er to masker blevet til én, og der skal ikke hækles omkring begge “ben” af indtagningen. Min erfaring siger mig at det typisk er den fejl folk laver.

Navnet var jeg længe i tvivl om – det ligner jo lidt forskellige ting afhængig af hvilken retning man ser det fra. Først og fremmest syntes jeg det ligner planten Vibeæg, men da jeg gerne ville have det samme navn på dansk og engelsk, var det der Æ lidt irriterende. Derfor viste jeg et billede frem til mine følgere på Instagram og Facebook, så jeg kunne høre hvad de så i mønsteret. Langt de fleste så TULIPANER! Men der var mange andre muligheder, som fx fiskehaler. Det engelske tulip ville jeg dog gerne undgå fordi det bare minder mig om pølser! (reklamens magt!). Så derfor hedder mønsteret Tulipan.

Jeg glæder mig til at bruge mit nye tulipanmønster til alle mulige forskellige ting. Indtil videre er der et babytæppe på vej i mønsteret, men en hue, et sjal og en cardigan er da også oplagt. Jeg håber du vil nyde mønsteret lige så meget som jeg.