h1

Hvordan holder man rigtigt på hæklenålen?

14. maj 2013

Stort set hver gang jeg holder hæklekursus, kommer det her med, hvordan man holder på nålen, op som samtaleemne. Der er rigtig mange, der har fået af vide af deres håndarbejdslærer/mor/mormor/farmor, at de holdt forkert på nålen, og “sådan kan man ikke hækle”.
Heldigvis behøver man i dag ikke at lade sig styre af “hæklepolitiet” eller “strikkepolitiet”. Jeg vil til enhver tid sige: Hvis det virker, er der ingen grund til at lave om på det!
Jeg holder selv med “møggreb” eller “knivgreb” – på den FORKERTE måde. Men det går da meget godt alligevel. På mine kurser ser jeg mange forskellige interessante varianter af, hvordan man holder på nål og garn, og så længe det fungerer godt, er der ingen grund til at ændre på noget. I diskussioner vil folk som regel holde på, at netop deres metode er den hurtigste…
108253.image0
Knivgreb

108254.image1
Blyantsgreb

Jeg har svært ved at forstå grunden til, at man skulle hækle med blyantsgreb, hvis det ikke falder en naturligt. Grunden til, at håndarbejdslærere længe har holdt fast i blyantsgrebet som det “rigtige” må stamme fra en tid, hvor det var vigtigt at se elegant ud mens man hæklede. Da strik og hækling på et tidspunkt blev populært i finere kredse, skulle man jo ikke ligne en arbejder, men udføre sit håndarbejde med den elegance, som er passende for en rigtig dame.

Men hvis du får ondt i hænderne af at hækle, kan du prøve om det andet greb fungerer bedre for dig. Det er svært at skifte. Men hvis man lærer sig selv begge metoder, kan man aflaste hænderne lidt ved at skifte.

Lad dig aldrig tyrannisere! Hold på hæklenålen som du vil.

21 kommentarer

  1. Tak for dit indlæg, lige præcis min filosofi:)


    • Tænkte jeg nok 😉 Jeg tror heldigvis hæklepolitiet er en uddøende race…


    • Jeg har altid holdt “forkert” og fået mange kommentarer fra bedrevidende. Så fra hjertet tak. Jubiiiii det er blevet lovligt at hækle uelegant. 🙂


  2. Dejligt at det endelig kom ud offentligt at man skal hækle med det greb der virker. Jeg hækler også med knivgreb har fik også straks at vide af svigermor at det var helt forkert. Men jeg kan slet ikke få det andet til at fungere. Så længe at man ikke får ondt i armen/hånden og det bliver jævnt det man får lavet så må det være den rette metode for en selv.


  3. Jeg lærte at hækle så sent som for et lille halvt år siden.. Jeg startede med knivgrebet, men skiftede efter ganske få dage til blyant (eller en lettere variant, måske) .. Jeg har prøvet at skifte tilbage, så jeg kunne begge dele, men det fungerer slet ikke for mig med kniv mere.. KAN godt, hvis jeg tvinger mig selv, men det går så usandsynligt langsomt og føles helt akavet.. 🙂 Men når vi sidder tre piger ved siden af hinanden i timerne og hækler (ups hehe), så hækler vi på tre forskellige måder.. Hurra for forskellighed 🙂


  4. Med hæklenåle mellem 1,5 mm og 3 mm, og især når det er blondehækling, så hækler jeg med blyantsgreb, men hvis jeg gør det med tykkere nåle får jeg virkelig ondt i hånd og albue, så der kommer knivgrebet i brug. Min farmor og mormor, der altid hæklede på 3 mm og derunder brugte begge blyantsgreb, og kunne ikke drømme om andet – men det var nok også bare det bedste til de tynde nåle. Godt lille nørdet – men vigtigt – indlæg for os, der hækler. Tak.


    • Nemlig, det har jeg også hørt fra mange hæklere. Selv inkarnerede blyantshæklere må ty til knivgreb når de håndterer zpaghettigarn!


  5. Jeg oplevede en gang, da jeg var besøgsven i 7. klasse hos en ældre dame, at hver gang hendes familie eller andre kom på besøg, skulle jeg bruge blyantsgrebet, men når der ikke var nogen, var det lige meget…… jeg hadede det!


    • Interessant det her med at det var ok, så længe ingen så det… tænk at der har ligget så meget prestige i det. Skørt!


  6. Exciting! Lige nu står den 50/50! Mon alle svarer svandt? Er der nogen der ikke tør svare knivgreb, fordi de faktisk frygter hæklepolitiet? Uh, sociologen her er meget spændt!

    I øvrigt bruger jeg selv møg-greb. Fantstisk udtryk. Og ja, jeg har forsøgt mig med det elegante og roste blyantsgreb. Men det lader jeg de finere kredse om 🙂 Skønt indlæg!


  7. Bruger hovedsageligt blyantsgreb, men skifter til “tandbørste” / den forkerte måde, når det virker bedst – f.eks. fungere det oftest bedst for mig når jeg hækler sammen…


    • Haha “tandbørste”, den var ny. Gad vide om alle holder ens på tandbørsten. Nogen der bruger blyantsgreb til tandbørsten derude?


  8. Jeg har også lært det på den “forkerte” måde, men det færdige resultat er lige godt og flot for det 🙂


  9. ja, det er så mig, der indtil nu er den eneste, der har sat kryds i andet. Det er en variation over blyantsgrebet, hvor nålen hviler på ringfingeren… men sådan holder jeg også på en blyant 🙂


  10. Hej Sidsel.
    Hvor er du altså bare god!!!!
    Som håndarbejdslærer kan jeg kun tilslutte mig din holdning, også i dette tilfælde.
    Det er altid en fornøjelse at modtage dine mails.
    Venlig hilsen
    Tine Lise


  11. Jeg er også på Andet-holdet. Jeg mangler den yderste spids af højre langefinger og hviler derfor nålen næsten oppe ved andet led på langefingeren og holder den fast med tomlen helt deroppe. Pegefingeren holder masken fast på nålen.
    Det lyder indviklet, når jeg nu skriver det, men det kører egentlig meget godt når bare ikke der er håndtag på nålen 🙂


    • Det er lige får du er nødt til at sende et billede. Det lyder så sejt. Det kunne være sjovt at lave en lille billedkollage med alle de måder man kan holde hæklenålen på for at fejre mangfoldigheden!


  12. Jeg er af den overbevisning at der kun er én rigtig måde, og det er måde der fungerer bedst for den enkelte 😉 Eller sagt på en anden måde der er ikke noget rigtigt eller forkert. Gør det der fungerer bedst for dig, og blæs på hvad andre mener. Selv er jeg på blyants-holdet, men det er nok mest fordi det var sådan jeg lærte det og mine hænder/min hjerne kan slet ikke hitte ud af kniv-grebet 😉


  13. Godt indlæg! Jeg hækler også “forkert” med knivgreb og blev engang nærmest tvunget af en dame i bussen til at hækle med blyantsgreb, da hun mente det ville være bedre for mig! Men det duer ikke… Jeg har hæklet siden jeg var barn og min mor holder med blyantsgreb, så jeg ved egentlig ikke hvordan jeg er kommet til at hækle med knivgreb? Måske det er faldet mig lettere…


  14. Hurra! Jeg er frikendt! “Møggreb” – det kan jeg finde ud af 😉
    Tusind tak! Spændende blog, som jeg netop har opdaget!


  15. Jeg holder hæklenålen som min tandbørste … med knivgreb, som du kalder det. Godt nok holder jeg kniven på en tredie måde, men sådan er der jo så meget ,-)
    Jeg har aldrig kunnet finde ud af blyantgrebet fordi jeg, som oprindelig venstrehåndet, blev tvunget til at skrive og hækle med højre . Det var i de glade tredser´ man gjorde sådan noget. Blyantgrebet virkede bare slet ikke, så jeg sjuskede mig frem til noget der ligner og da jeg ville lære at hækle, var blyantgrebet ingen option ;-))



Skriv et svar til signe Annuller svar