Archive for the ‘Bog: Blødt til baby’ Category

h1

Busters mors nevøs sparkedragt

14. februar 2012

Laura fra Busters mors verden har hæklet sparkedragten i kvadratmønster fra Blødt til baby i en lækker blå farve.

Det kan jeg kun bifalde 🙂 Min datter boede i den de første par måneder af sit liv. Oh, de små tæer der stak ud forneden. Lige til at spise…

h1

Smuk, smuk kimono hæklet af Trinetusindting

3. februar 2012

Er nødt til at dele den her med jer, for den er så smuk! Trinetusindting har hæklet kimonoen fra “Blødt til baby”, og den er bare blevet så lækker. Så nu tænker jeg kun på at få lavet den i større størrelse til Luna. Jeg er lige blevet genforelsket i kanten, som er så knivskarp og lækker. Ah, selvfedme lige fra om morgenen. Det kræver en kop kaffe.

Se flere detaljer og andre smukke sager ovre hos Trinetusindting.

h1

Muslingekyse hæklet af Trinetusindting

21. januar 2012

Trinetusindting har hæklet kysen i muslingemønster fra min bog “Blødt til baby” meget smukt! Jeg elsker stadig det mønster, fordi det var noget af det første jeg designede og fordi den bare er sød. Glæder mig stadig til den dag hvor jeg spotter en ukendt baby med en på. 🙂

Og tjek lige alle de andre ting hun hækler. Mange af dem er fra bogen “Välkommen til virkligheten” – en rigtig fed svensk bog, som jeg har hørt er ved at blive oversat af forlaget Klematis. Forfatteren har en dejlig blog, som er hyggelig at følge med i. Jeg hækler ikke selv så mange figurer, men elsker at se når andre gør det. Måske fordi min frække datter ikke rigtig gider bruge dem til noget. Kun en slange jeg hæklede i tidernes morgen var fin da hun var baby, men den slap løs i Dyrehaven, så hvem ved hvad den laver nu.

h1

Minikjole kan bruges længe

18. januar 2012

Omsider blev jeg færdig med denne her. Jeg har været i gang med en ny version af minikjolen fra “Blødt til baby” til min datter. Men så så jeg Lutter Idyls farvesammensætning i sand/gul og så mistede jeg helt gejsten – for det var jo sådan den skulle have været! Men nu fik jeg taget mig sammen og lavet det sidste. Nu er hun så blevet ældre i mellemtiden… men hun kan stadig være i den!

Den er hæklet i Drops alpaca (lysegul) og Lucca fino fra BC garn (lilla). Jeg har lavet lange trenser i stedet for at lukke med hægter.
Den er faktisk hæklet i størrelse 9-12 mdr, det eneste jeg har lavet anderledes er at lave opslagningskanten løsere og lave armhullerne lidt større ved at hækle en række ekstra før jeg samlede for- og bagstykke. Jeg løb tør for garn undervejs, så det blev mere en vest end en kjole. Men det er alligevel vildt at hun kan passe den – hun er 4 år! I den størrelse kan man altså bruge kjolen/vesten virkelig længe. Først som kjole og efterhånden som vest.
Men hvis man virkelig ville lave den i korrekt pasform, skulle man slå 66 lm op i starten og dermed få 15 hele muslinger og 2 halve i første muslinge-række. Så får man et bærestykke der passer bedre til en 4-årig.

h1

Rettelse til “Sparkedragt i kvadratmønster”

28. december 2011

I mønsteret til “Sparkedragt i kvadratmønster” fra Blødt til baby står der “Gentag række 3” … men der er ingen række 3. Det er række 2 der skal gentages!

Det er et af mine yndlingsmønstre. Min datter Luna brugte prototypen konstant fra hun var 1-3 mdr. gammel. Hun er nemlig decemberbarn. Den var hæklet i Arwetta fra Filcolana, men den endelige version i bogen blev hæklet i noget garn der kan gå hele året, nemlig en uld/bomuld-blanding fra Sandnes garn – mini duett.

h1

Rettelse til vamset kimono

8. september 2011

Der har indsneget sig en fejl i mønsteret til “Vamset kimono”. Det afsnit i anden spalte der starter med “Nu er ærmet færdigt…”. Den efterfølgende sætning skal være: “Bryd garnet og sæt det fast (34) 38 (40) 44 (48) m fra ærmekanten”. Jeg beklager de gener det måtte have medført. Som tidligere nævnt er der en hækler, der syntes at ærmerne blev for lange. Hvis du vil have dem kortere, skal du slå færre lm op til ærmerne.

h1

Minikjole i muslingemønster hæklet af Rikke

2. september 2011

Rikke fra nørkletøserne har hæklet Minikjole i muslingemønster fra “Blødt til baby”. Som så mange andre er hun stødt på det problem, at jeg hækler med meget løs hånd, og det kan gøre det svært at få størrelsen til at passe for folk der hækler strammere. Så husk, hvis du hækler noget efter en af mine opskrifter: Prøv med en hæklenål, der er 1-3 mm større end den jeg har brugt!

Rikke har bare tweaket opskriften lidt og desuden hæklet en muslingekant forneden i stedet for krebsemasker, og det er jo supersødt!

Det er den første version jeg har set i de originale farver, og det er jeg jo glad for. Jeg synes selv at lige præcis denne farvesammensætning af den koralfarvede og den rosa tweed er ret fed. 🙂 Desværre udgår Lucca fino nu fra BC garn (den koralfarvede), men det kan erstattes af fx Rasmillas yndlingsgarn, Drops alpaca, Filcolana arwetta og lignende. Semilla fino kan man stadig få.

h1

Minikjole med muslinger fra “Blødt til baby” hæklet af Thinkingspace

15. august 2011

Se lige denne version af muslingekjolen fra “Blødt til baby”. Her er den hæklet af Erika fra Thinkingspace. Farverne er meget, meget spiselige og garnet er en lækker blanding af uld og bomuld fra Garnudsalg. Lige præcis blandingen af uld og bomuld er langt mere velegnet til hæklet beklædning end ren bomuld. Ren bomuld skal være virkelig tynd for at den er værd at hækle af – eller bliver det noget stift og tungt noget.

h1

Muslingekyse fra “Blødt til baby” hæklet af Farmorfabrikken

15. august 2011

Se hvor fin kysen kan være i en smuk blå farve. Den er hæklet af Farmorfabrikken, hvor der bliver hæklet mange fine ting. I bogen har jeg lavet den med en kontrastfarve i kanten, men den er meget fin i helt ensfarvet. Denne hue har en særlig plads i mit hjerte, fordi jeg oprindeligt lavede den til min egen lille Luna. Elsker at se den i nye versioner 🙂

Kan en dreng bruge en hæklet kyse? JA DA

Kan piger gå i blåt? JA DA

h1

Kimonotrøje fra “Blødt til baby” hæklet af Hanne

28. juli 2011

Elsker gul for tiden, så blev helt glad i låget da jeg så denne version af kimonojakken.

Hanne bemærkede at ærmerne var alt for lange, så hold øje med det, mens du hækler. Det er fint med opsmøg, men selvfølgelig ikke helt op til albuen! 🙂