Archive for the ‘Hækleskolen’ Category

h1

Hvordan er det, du holder garnet?

14. maj 2013

Ligesom der er mange måder at holde hæklenålen på, er der også mange måder at holde garnet på.
0201fc3b_smush_2012-06-20_1747

Selv holder jeg garnet viklet en gang om pegefingeren. Jeg holder løst om garnet og nogle gange bruger jeg lillefingeren til at holde lidt fastere på det. Faktisk hækler jeg stort set på samme måde som Lily Chin – amerikansk hækle- og strikdesigner, der har vundet medalje som Verdens hurtigste hækler i 2008. Hun bruger knivgreb, garnet holdes over venstre pegefinger, der stritter rigtig meget, og hun har kontrol over arbejdet med langemand og tommel. Hun holder garnet løst inde i hånden, men bruger af og til lillefingeren til lige at styre det lidt. Jeg kan bedst lide at tænke på at jeg ikke stritter helt så meget med pegefingeren…

Når jeg holder kurser ser jeg mange forskellige metoder – nogle vikler altid garnet en eller flere gange rundt om nogle af de andre fingre, andre har en særlig ring, som de vikler garnet omkring. Nogle har garnet om langemand i stedet for pegefingeren… der er mange varianter.

Inspireret af den glade mangfoldighed i måder at holde hæklenålen på lavede jeg en højst uvidenskabelig research på youtube for at finde ud af, hvad de skrappe hækledesignere gør. Og de er i hvert fald ikke ensartede… Hvis du klikker på designernes navne, bliver du ført til en video, hvor du kan se hvordan de hækler.

Crochet dude – amerikansk hækledesigner. Han bruger knivgreb, har garnet over pegefingeren og kontrol over arbejdet med langemand og tommel. Han bruger hæklenålen i venstre hånd. Han har garnet hængende ud mellem lillefinger og ringfinger til at give lidt ekstra spænding til garnet.

Kristin Omdahl - amerikansk strik- og hækledesigner. Hun bruger blyantsgreb, holder garnet over langemand og har kontrol over arbejde med pege og tommel. Hun holder også blot garnet løst i hånden.

Kirsten Hipsky
er ikke en designer jeg kender, men hun er et eksempel på en, der vikler garnet omkring pegefingeren, der holder garnet. Resten holder hun løst inde i hånden. Knivgreb.

Lisa Gentry, har verdensrekorden som verdens hurtigste hækler fra 2009. Du kan teste din egen hurtighed mod hendes ved at klikke på navnet :-) Hun holder garnet over pegefingeren, der stritter og bruges til at regulere spændingen af garnet. Derudover vikler hun garnet om hånden så hun har det over pegefingeren, omkring langemand, ringfinger og lillefinger og ud igen mellem lillefinger og ringfinger. Hun bruger også knivgreb.

Find den måde, der fungerer for dig. Det vil sikkert være en anden end din nabo :-) Og lad os nyde mangfoldigheden i stedet for at rette på hinanden!

Se mere om at holde på garnet her.

h1

Hvordan holder man rigtigt på hæklenålen?

14. maj 2013

Stort set hver gang jeg holder hæklekursus, kommer det her med, hvordan man holder på nålen, op som samtaleemne. Der er rigtig mange, der har fået af vide af deres håndarbejdslærer/mor/mormor/farmor, at de holdt forkert på nålen, og “sådan kan man ikke hækle”.
Heldigvis behøver man i dag ikke at lade sig styre af “hæklepolitiet” eller “strikkepolitiet”. Jeg vil til enhver tid sige: Hvis det virker, er der ingen grund til at lave om på det!
Jeg holder selv med “møggreb” eller “knivgreb” – på den FORKERTE måde. Men det går da meget godt alligevel. På mine kurser ser jeg mange forskellige interessante varianter af, hvordan man holder på nål og garn, og så længe det fungerer godt, er der ingen grund til at ændre på noget. I diskussioner vil folk som regel holde på, at netop deres metode er den hurtigste…
108253.image0
Knivgreb

108254.image1
Blyantsgreb

Jeg har svært ved at forstå grunden til, at man skulle hækle med blyantsgreb, hvis det ikke falder en naturligt. Grunden til, at håndarbejdslærere længe har holdt fast i blyantsgrebet som det “rigtige” må stamme fra en tid, hvor det var vigtigt at se elegant ud mens man hæklede. Da strik og hækling på et tidspunkt blev populært i finere kredse, skulle man jo ikke ligne en arbejder, men udføre sit håndarbejde med den elegance, som er passende for en rigtig dame.

Men hvis du får ondt i hænderne af at hækle, kan du prøve om det andet greb fungerer bedre for dig. Det er svært at skifte. Men hvis man lærer sig selv begge metoder, kan man aflaste hænderne lidt ved at skifte.

Lad dig aldrig tyrannisere! Hold på hæklenålen som du vil.

h1

Efterårsblad, Sildeben og Palmehus – lær at hækle det irske blad

23. april 2013

Det traditionelle bladmønster fra irsk hækling er udgangspunktet for opskrifterne Efterårsblad og Sildeben fra 3d-hækling og for Palmehuset fra Hovedstads. Jeg får rigtig mange spørgsmål til teknikken, og nu har jeg fundet en video, der viser hvordan man kan hækle et irsk blad. Der er mange forskellige variationsmuligheder af det irske blad, men videoen giver i hvert fald en klar idé om, hvad det er jeg mener med “dobbeltrækker” og med at hækle på den anden side af opslagningskæden. Jeg håber det kan hjælpe!

h1

Video: Hæklede snoninger

13. marts 2013

Nu fik jeg lavet en video som kan hjælpe dig med at hækle snoningen på uglehuen eller andre snoninger.
uglehuefjol2
I videoen viser jeg, hvordan man snor mod højre og mod venstre. Snoningen mod venstre er ganske nem, men snoningen mod højre er bøvlet, jeg håber jeg har fået gjort det tydeligt nok i videoen.
I videoen hækler jeg en snoning med reliefstangmasker og dobbelte reliefstangmasker, men man kan selvfølgelig hækle snoninger med andre reliefmasker, ligesom snoningens “baggrund” kan skiftes ud.
Garnvalget er meget vigtigt når man hækler snoninger, så prøv med lidt forskelligt garn, før du bestemmer dig til om du kan lide dem eller ej. Jeg kan anbefale Lamauld fra Strikkebogen og Gotlandsk pelsuld fra Filcolana. Begge garner giver flotte snoninger i hækling.

h1

Hæklevideo: Lær en ny måde at slå op på

8. november 2011

Har lavet en lille video om, hvordan man slår fm og stm op direkte uden at hækle en lang luftmaskekæde først. Er det nu smart? Ja for fa’n! Kanten bliver mere elastisk, og det er også smart, hvis man fx skal hækle noget efter mål, da denne opslagning giver et meget bedre billede af arbejdets færdige bredde end en luftmaskekæde gør. Luftmaskekæden er altid for stram og kan være besværlig at hækle ned i.

Denne opslagningsmåde kaldes “foundation single crochet” på amerikansk og “fdc” i britisk terminologi.

Brug den i de opskrifter hvor der står:

Slå xxx (en hulens masse!) lm op

1: Hækl en fm i 2. m fra nålen og rækken ud.

Erstat dette med: Slå xxx-1 fm op!

h1

Sæt en hæklet kryds i dag!

15. september 2011

I anledning af valgdagen har jeg lavet min første hæklevideo, hvor jeg viser hvordan man kan hækle et kryds i mosaikhækling. Jeg håber det er til at forstå og se – det skulle nok have været fra en anden vinkel, så det var nemmere at følge med – det bliver næste gang.

Du får også et par tips til at skifte farve og til den første række efter luftmaskekæden. Så prøv at holde dig vågen gennem den alt for lange video!

 

h1

Hæklede knopper

31. maj 2011

Jeg tager lige en pause fra havearbejdet, selvom det er svært at løsrive sig fra akelejer, minikiwi og en masse forskellige mynter, der allesammen skal i jorden :-) (for mynternes vedkommende forsvarligt spærret inde i en murerbalje).

“Knopper” indgår i flere af opskrifterne i “Blødt til baby” og “Hæklede gaver”. Jeg ved ikke om jeg har forklaret det godt nok i bøgerne, så jeg vil lige poste en lille video, hvoraf man kan lære princippet i “knopper”. Bemærk dog at det ikke præcis er sådan jeg gør i opskrifterne, man kan nemlig variere dem på utallige måder. Men det giver en god ide om hvad man skal. Jeg kan generelt anbefale at søge på hæklevideoer på youtube – det er næsten som at sidde og se sin oldemor over skulderen, mens hun tålmodigt forklarer en om hæklingens mysterier.

Ja, jeg lærte at hækle af min oldemor. Gid jeg kunne have vist hende bøgerne.

 

h1

Lær at hækle

15. april 2010

Fru Ekelund har lavet en lille samling gode links til dem der gerne vil lære at hækle, til forkortelser, engelske udtryk osv. God fornøjelse!f

h1

Til den der vil hækle et tæppe i oldemorfirkanter

10. april 2010

Du kan finde en meget fin gennemgang af, hvordan man hækler oldemorfirkanter og hækler dem sammen undervejs her hos “The royal sisters”. Hvor der også kan hentes inspiration til alt muligt andet hæklet.

h1

Lille trick til første række fm

20. marts 2010

Den første række er altid irriterende, fordi det tager så lang tid at hækle ned i de dumme luftmasker. Hvis så oven i købet at kanten bliver grim og ujævn, så er det virkelig irriterende. Her kommer et lille trick, som jeg synes både gør kanten nemmere at hækle og pænere.

Oversiden af luftmaskerækken er formet som små v’er inde i hinanden, ligesom overkanten på fx en fastmaskerække. En pæn, regelret kant.

Underkanten derimod ser lidt mere rodet ud, men man kan se at der er nogle små løkker i midten hele vejen.

I stedet for at hækle lidt på må og få i luftmaskerne, kan man hækle i de små løkker på bagsiden. Det betyder at underkanten bliver en perlerække af små v’er = pæn kant. Og det er faktisk meget nemmere at hækle gennem en løkke i stedet for to.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 246 other followers